En gigantisk fusion mellem to af verdens største mineselskaber kan være på vej. 

Således overvejer det britisk-australske mineselskab Rio Tinto at købe hele eller dele af det britiske mineselskab Glencore, fremgår det af meddelelser fra begge selskaber. 

Nyheden har fået Glencore-aktien til at stige med 8 pct. i USA, mens Rio Tinto-aktien handler ned med op til 6,6 pct. i fredagens australske handel, skriver Bloomberg

Hvis det lykkedes de to selskaber at lande en aftale, vil der blive tale om verdens største mineselskab. Begge selskaber beskæftiger sig blandt andet med kobber, men der er også potentielle udfordringer ved en sammenslutning, skriver Bloomberg. 

Glencore er nemlig en af verdens største producenter af kul, hvilket er et forretningsområde som Rio Tinto har skilt sig af med. 

Det er ikke første gang, at de to minegiganter overvejer at slå sig sammen. Selskaberne forhandlede i 2024, men her kunne man ikke blive enige om værdiansættelsen. 

De to mineaktier har haft fart på det seneste år - blandt andet på baggrund af stigende metalpriser, hvor kobberprisen handler tæt på rekordniveau. 

Glencore-aktien har de seneste tolv måneder leveret et samlet afkast på 41,5 pct. når man kigger på den amerikanske notering, mens Rio Tinto-aktien har leveret 52,3 pct. i tilsvarende periode. 

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Adam Geil