Det danske lydselskab GN Store Nord rykker rundt på organisationen og indsætter på den baggrund en ny topchef.
Sådan lyder det i en meddelelse fra selskabet til fondsbørsen.
Det bliver Peter Karlstromer, der fremover skal være administrerende direktør for hele GN Store Nord. Karlstromer har siden efteråret været topchef i GN Store Nords audio-division.
Men fremover bliver de to divisioner GN Audio, der b.la. laver headset, og GN Hearing, der laver høreapparater, slået sammen, så der altså er én fælles administrerende direktør, Peter Karlstromer, og én fælles finansdirektør.
»I de kommende måneder vil Peter forme det nye team i ledelsen og designe den nye organisationsstruktur i GN,« skriver selskabet.
Den nuværende topchef i GN Store Nord og GN Hearing, Gitte Aabo, stopper således i selskabet per 1. oktober for at blive professionelt bestyrelsesmedlem.
»Tiden er inde for mig til at tage et næste skridt, der vil give mig mulighed for fuldt ud at dedikere mig til at støtte virksomheder i ikke-executive roller. Jeg er overbevist om, at de ændringer, vi foretager nu i GN for at flytte til »én virksomhed«, er rigtige for vores forretning, vores medarbejdere og vores aktionærer, og jeg ser frem til at hjælpe med at gøre denne overgang problemfri og vellykket,« siger Gitte Aabo om skiftet.
GN Store Nord har haft en turbulent tid på børsen, og i 2022 var aktien en af de mest faldende i det danske eliteindeks, C25.
Selskabet bærer blandt rundt på en stor gæld, fordi man i 2021 opkøbte selskabet Steelseries for 8 mia. kr. Gælden forsøgte GN Store Nord i foråret at komme til livs ved at sælge nye aktier for op mod 7 mia. kr., men det måtte i 11. time droppes, fordi aktionærerne ikke bakkede op om tiltaget.
Sidenhen har GN Store Nord gennemført en mindre aktieemission.
Læs også: Lau Svenssen: Dette selskab skal jeg købe

