Henter kommentarer

Godmorgen, her er dagens vigtigste finansnyheder


Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier

Sydbank: 3 ting, der kan sende Vestas-aktien i vejret

Der skal umiddelbart ske tre ting, før Vestas-aktien for alvor vil få luft under vingerne igen, vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

Vindmølleaktien toppede i foråret i kurs 310, men er siden faldet noget tilbage. Aktien er siden marts svinget imellem kurs 208 og kurs 266 kr.

»Vestas-investorer skal håbe på tre ting, hvilket til gengæld kan sende Vestas-aktie tilbage mod topniveauerne,« fortæller Jacob Pedersen. Læs om de tre ting i artiklen her.

Lille dansk aktie indgår stor distributionsaftale

Det danske robotselskab Shape Robotics indgår distributionsaftale med førende leverandør af undervisningsmidler for alle GCC-lande. Det skriver virksomheden ud i en selskabsmeddelelse tirsdag morgen.

Distributionsaftalen gør Raymond Education til eksklusiv forhandler af Fable Robotter i Saudi Arabien, Kuwait, Bahrain, Oman og Libanon.

»Ligesom vi investerer i området, har Raymond Education også set det store potentiale og vil investere i udbredelsen af Fable i GCC, bl.a. ved at ansætte et antal personer som skal fokusere på salget af Fable og Fable Connect,« lyder det fra David Johan Christensen, CEO i Shape Robotics, i meddelelsen. Det kan du læse mere om her.

Analytiker med advarsel: 'Olieprisen kan falde meget mere'

Olieprisen er banket ned til laveste niveau siden slutningen af maj og eksperter advarer om yderligere fald.

Det skriver Finansavisen med henvisning til den stigende smitte i Kina med deltavarianten og dertilhørende nye rejserestriktioner, efter at have snakket med Helge André, olieanalytiker i DNB Markets. Det kan du læse mere om her.

Meme-aktie stiger efter kvartalstal

AMC Entertainment steg med 3,4 pct. i mandagens eftermarked, da meme-selskabets regnskabstal for andet kvartal har overrasket positivt på både top og bund.

Koncernen, der ejer og driver biografer, oplevede i perioden en stigning i omsætningen fra 19 mio. dollar til 445 mio. dollar mod ventede 382 mio. dollar. Læs mere om AMC og meme-aktier som begreb i artiklen her.

Markedstendenser

»Vi forventer en forholdsvis afdæmpet start på tirsdagens handelssession,« skriver Sydbank i en morgenrapport og fortsætter:

»Aktiviteten på de europæiske børser er præget af lav omsætning, hvilket også var tilfældet mandag hvor omsætningen på Stoxx600 var hele 25% under gennemsnittet for den seneste måned.«

Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer tirsdag morgen et fald på 0,10 pct.

Dagens tal og begivenheder

Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.'

Læs også: 8 nye anbefalinger rammer danske aktier - få overblikket her

Læs også: Rekordmange jobopslag løftede renterne