Henter kommentarer

Godmorgen, her er dagens vigtigste finansnyheder


Her er dagens væsentligste nyheder fra de danske finansmedier.

Kæmpe redningsplan: Viaplay vil rejse milliarder

Den svenske streaminggigant Viaplay er i voldsomme problemer, og for at vriste sig fri af dem vil selskabet nu udstede nye aktier for milliarder.

Specifikt er der tale om nye aktier for 4 mia. svenske kr., der svarer til lidt over 2,6 mia. danske kr.

Det oplyser Viaplay i sit længe ventede regnskab fredag morgen.

Meldingen om de mange nye aktier falder ikke i god jord hos Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

»Viaplays økonomi hænger så meget i laser, at selv de som havner i luksusfælden må til sammenligning siges at have en »god økonomi«,« siger han i en kommentar og fortsætter:

»For aktieinvestorerne er det eneste afgørende, at de som ejer aktier får udslettet deres ejerandel til noget nær ukendelighed.«

Læs mere her

Bombet C25-aktie leverer vildt afkast i november

Man skal være bagud for at kunne lave et comeback.

Sådan lyder en velkendt sætning, og den ser ud til at passe ret godt på høreapparatskoncernen GN Store Nord for tiden.

Alene i november måned er den danske C25-aktie steget med svimlende 44,4 pct. Dermed er aktien højdespringeren i eliteindekset, som samlet set er steget med 6,7 pct. i den kolde måned.

GN Store Nords fremmarch skal ses i lyset af, at koncernen i 2022 og dele af 2023 har kæmpet med en gæld, der var høj. For at slå gælden ned forsøgte GN i foråret at rejse op mod 7 mia. kr., men forsøget mislykkedes, da investorerne protesterede.

I november måned fremlagde GN dog et regnskab, hvor der var flere gode takter at spore, samtidig med, at selskabet endelig fremlagde en langsigtet plan for den gæld, der ellers har voldt problemer.

Læs mere her

Stor dansk investor advarer: En risiko lurer på aktiemarkedet

Aktier har leveret solide plusser i år, men især én ting kan sende markedet i den gale retning næste år.

En risiko ligger nemlig på lur under aktiemarkedet, og den risiko holder Danmarks største kommercielle pensionskasse, PFA, som har 1,3 mio. kunder, skarpt øje med.

Det er især pensionskassens chefstrateg, Tine Choi, som er opmærksom på, om der er farde på færde på aktiemarkedet. Og den helt store fare er, ifølge pensionskassen, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ikke sænker renten til foråret.

Markedet forventer nemlig, at Federal Reserve i foråret drejer 180 grader og begynder at sænke renten fire gange fremfor at hæve den. Vendingen kaldes en pivotering, og Tine Choi mener, at markedet nemt kan blive skuffet med så høje forventninger.

Læs mere her.

Markedstendenser

Fredag byder på amerikanske ISM erhvervstillidstal for fremstillingsindustrien. Ifølge indkøbscheferne har fremstillingsindustrien i været i en tilbagegang i de sidste 11 måneder. Erhvervstilliden var værst omkring juni og blev mindre negativ i det tredje kvartal. I oktober faldt erhvervstilliden dog kraftigt igen. Høje låneomkostninger og økonomisk afmatning vil sandsynligvis dæmpe humøret i november.

I november har dollaren været svækket med op til 4% mod den danske krone, som følge af den kraftige fremgang på både aktiemarkedet og obligationsmarkedet. Fremgangen har været en giftig cocktail for dollaren. I går steg dollaren dog med 0,7% og skulle den store fremgang i aktie- og obligationsmarkedet blive udfordret i december vil dollaren sandsynligvis se bedre dage. Her til morgen handler USD/DKK i kurs 6,83.

Dagens tal og begivenheder

  • Fed - tale, USA