Henter kommentarer

Godmorgen, her er dagens vigtigste finansnyheder


Her er dagens vigtigste nyheder fra de danske finansmedier.

Indtjeningen falder sammen hos DSV

En række nøgletal falder hos den danske transportmastodont DSV.

Det fremgår af C25-selskabets første kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Regnskabet er det første, som den nye administrerende direktør Jens Lund står i spidsen for.

Driftsindtjeningen målt på EBIT før særlige poster i første kvartal landede på 3,64 mia. kr, hvilket skal ses i lyset af, at analytikerne havde forventet en indtjening på driften på 3,76 mia. kr., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv. I samme periode sidste år lød den på 4,67 mia. kr.

Læs mere her

Tesla skuffer på friske tal - men aktien stiger alligevel på særlig nyhed

Endnu et skuffende kvartal kunne elbilproducenten Tesla løfte sløret for tirsdag aften, da selskabet fremlagde kvartalsregnskab.

Alligevel blev aktien sendt op med 13 pct. i eftermarkedet, der er et uofficielt marked for værdipapirer, der foregår i timerne efter den normale børshandel i USA.

Det skriver Bloomberg News.

I sammenhæng med regnskabet annoncerede elbilproducenten, at de går efter at starte produktionen af en række nye og billigere bilmodeller allerede i år fremfor næste år, som det tidligere var annonceret.

Læs mere her

»Det værste er ved at være overstået« for C25-aktie - så nu er det tid til at købe op ifølge Jyske Bank

Selvom starten på året er en svær tid, så er det værste ved at være overstået for en dansk aktiedarling.

Sådan lyder vurderingen fra Jyske Bank i en ny analyse.

Aktien, som banken har kigget nærmere på, er vindmølleproducenten Vestas.

C25-selskabet aflægger første kvartalsregnskab for 2024 den 2. maj, hvor fokus vil være på ordreindgangen og eventuelle kommentarer omkring volumen- og indtjeningsudsigterne fremadrettet, pointerer Jyske Bank i deres analyse.

Læs mere her

Markedstendenser

Gode regnskaber fra de store amerikanske virksomheder er med til at løfte stemningen på de globale aktiemarkeder. Den positive stemning er fortsat i Asien her til morgen. De japanske aktier, Nikkei, er steget med hel 2 pct. kort før lukketid. 

Et skuffende amerikansk PMI-tal, fik markedet til at indprise en lidt større chance for en rentenedsættelse til efteråret, er ligeledes positivt for aktiemarkederne. Det skriver Nordea i deres morgenrapport. 

Det er en dag med få økonomiske nøgletal. Der kommer svensk arbejdsløshed og tyske Ifo-tal, og så fortsætter regnskabssæsonen i USA. Der kommer bl.a. regnskab fra Meta senere i dag. I morgen torsdag følger regnskaber fra både Microsoft og Alphabet.

Dagens tal og begivenheder

Har du for mange danske aktier eller for få teknologiaktier? Det kan du måske få svar på nu. Euroinvestor søger læsere, der vil dele sin portefølje med en af vores dygtige eksperter. Du kan stille spørgsmål og få en vurdering af din porteføljes sammensætning og råd til, hvordan du måske kan forbedre den for at få et højere afkast og mindre risiko. Skriv til os på redaktion@euroinvestor.dk.