David Solomon, der er topchef i finanskæmpen Goldman Sachs, mener, at de finansielle markeder har haft en overraskende 'behersket' reaktion på USAs konflikt med Iran.

Det skriver CNBC.

- Jeg er faktisk overrasket, lyder det ifølge mediet fra David Solomon, der tirsdag talte ved Australian Financial Review Business Summit.

- Jeg synes, markedsreaktionen har været mere behersket, end man skulle tro, størrelsesordenen af dette taget i betragtning, lød det videre fra topchefen.

De amerikanske aktier har ellers handlet i rødt de seneste par dage, og fra David Solomon lyder det videre, at han tror, at det vil tage et par uger for markederne at fordøje 'konsekvenserne af det, der er sket, både på kort og mellemlangt sigt.'