Guldprisen er steget med 2,2 pct. det seneste døgn.
Det lyder måske ikke af meget, hvis man er vant til at følge med i aktier, men når det kommer til guldet, er det en stor stigning. Det bemærker Saxo Banks investeringsstrateg, Oskar Barner Bernhardtsen.
»Efter JOLT tallene i går så vi en stor stigning i guldprisen inden for kort tid. Faktisk var prisen oppe med over 1,5 pct. på under en halv time,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar.
De såkaldte JOLT-tal viste antallet af jobopslag i USA i februar.
Investeringsstrategen kan ikke sige med sikkerhed, hvad der ligger bag markedets reaktion, men man bør have et øje på guldprisen udvikling, mener han.
»Om det er investorerne der løber i sikkerhed pga. lavere forventninger til fremtidig økonomisk vækst, eller om det skyldes, at markedet forventer mere lempelige pengepolitiske beslutninger fra centralbankerne i fremtiden, er svært at konkludere på. Men der er i hvert fald større bevægelser i guldprisen for tiden, så det synes jeg man bør have et øje på,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
Den seneste måned er guldprisen steget med 11,4 pct. og handles til en pris på 2023 dollar pr. ounce.
