Kursnedturen for Ørsteds aktiekurs er markant og barsk, men er der lys i mørket for Ørsted?
Det spørgsmål stiller Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen torsdag morgen efter Ørsted den seneste uge har oplevet nogle enorme kursfald.
Ørsteds aktiekurs er faldet med cirka 70 pct. fra toppen, som blev nået i januar 2021, hvor der var negative renter, den grønne omstilling var i fokus og investorerne var villige til at betale en høj pris.
Men den tid er forbi, lyder det fra investeringsøkonom.
Læs også: Flere chefer køber op i knækket aktie
»Opturen i Ørsted var ikke baseret på en tilsvarende stigning i indtjeningen, men på forventet 'efterbevilling.' Nu er det ikke længere fremtid, men nutid som investorerne reagerer på,« siger han.
For blot tre måneder siden afholdte Ørsted sin kapitalmarkedsdag, hvor de fremlagde planer for den fremtidige profitabilitet med 14 pct. ROCE frem mod 2030. Det gav kortvarigt en kursfremgang på 10 pct. over nogle dage.
Den gode stemning er dog helt væk nu, hvilket skyldes en generel aktienedtur for danske selskaber, udover Novo Nordisk, samt en generel nedtur for de grønne aktier, forklarer Per Hansen.
»Og det skyldes ikke mindst sidste uges udmelding fra Ørsted om at forsinkelser, lavere amerikanske skattekreditter og stigende renter kan betyde nedskrivninger for 16 mia. i tredje kvartal,« tilføjer han.
Læs også: Så meget billigere er dit boliglån på grund af Novo Nordisk
Investorerne frygter nu, at der kan komme flere nedskrivninger fra Ørsted samt at de høje renter er et vilkår, som Ørsted og andre må leve med de kommende år.
»Der er ingen kortsigtede løsninger på de langsigtede udfordringer for Ørsted,« lyder det fra Per Hansen.
»Hvis Ørsted kan levere på sine målsætninger, vil den nuværende prisfastsættelse om fem år have vist sig at være attraktiv, men kan de det? Ørsteds markedsværdi er aktuelt på 166 mia., og de er fortsat en betydelig spiller og aktør på den grønne omstilling,« pointerer han.
Men hvis en af de helt store, med udgangspunkt i olie eller gas vil være mere grøn, kan et budforsøg ikke afvises. De har formidabel indtjening og styrke, når de kan sælge olie til 90 dollar per tønde
»Spørgsmålet er om den politiske vilje i givet fald vil være til stede for et salg. Vi ejer alle sammen 50,7 pct. af Ørsted, men i sidste ende har vi sat politikerne til at bestemme over det fremtidige ejerskab, hvis buddet skulle komme,« lyder det fra investeringsøkonomen.
Ørsted-aktien er faldet med 33,5 pct. den seneste måned.
Læs også: Storbank hæver kursmålet for dansk folkeaktie
Læs også: Centralbank: Forbrugerne er ved at have udtømt deres opsparinger


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner