Henter kommentarer

Han forudså finanskrisen – nu mener han, at Meta har et problem


Når Michael Burry taler, bliver der som regel lyttet.

For han er ikke hvem som helst. Han var en af dem, der forudså finanskrisen og tjente enorme summer på den.

Og nu har han rettet en kritik direkte mod Meta, som er Facebooks moderselskab.

På Twitter skriver Burry, som står bag fonden Scion Asset Management:

»Ligner Meta har et New Coke Problem«

Med de ord henviser Michael Burry til den kovending, som Coca-Cola lavede tilbage i midten af 1980erne, skriver The Street.

New Coke refererer til en sødere udgave af den velkendte Coca-Cola, som selskabet sendte på hylderne i håbet om at kapre tilhængere fra konkurrenten Pepsi.

Pepsi vandt nemlig markedsandele, og blindtest tydede på, at folk foretrak Pepsi over Coca-Cola, fordi Pepsis version af den brune drik var sødere.

Men den sødere version af Coca-Cola resulterede i tusindvis af sure telefonopkald til Coca-Colas medarbejdere og endda trusler om retssager, hvis ikke den gamle version kom tilbage på hylderne.

Så efter få måneder måtte Coca-Cola trække i land.

Og hvordan kan det så overføres til Meta?

Jo, Meta poster milliarder efter milliarder ind i at udvikle sin digitale verden, Metaverse, hvilket moderselskabet nu også hedder.

Men engang hed koncernen Facebook, og fokusset var på selvsamme platform.

Så Michael Burry mener muligvis, skriver The Street, at Mark Zuckerberg og Meta-koncernen skal gå tilbage og værne om det, de blev kendt på: Facebook.

Meta har allerede nu brugt 15 milliarder dollar på at udvikle Metaverset, skriver Business Insider.

Læs også: Mercedes afslører nyt flagskib: Vil hamle op med Tesla

Læs også: Ombrust bank betaler trecifret millionbøde