Michael Burry, der i sin tid blev kendt som en af de få, som forudså finanskrisen og blev beskrevet i filmen "The Big Short", øjner en mulighed for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, allerede i år vil vende rundt i spørgsmålet om renteforhøjelser og kvantitative stramninger.
Det skriver Bloomberg News.
- Denne forsyningsprop i detail er bullwhip-effekten. Google det, skriver Michael Burry blandt andet i et tweet.
Han henviser dermed til et økonomisk fænomen, hvor små forandringer i efterspørgslen hos forbrugerne med tiltagende kraft påvirker efterspørgslen tidligere i forsyningskæden på engrosniveau, hos distributører, hos producenterne og deres underleverandører.
Michael Burrys prognose skyldes artikler hos cnn.com, der fortæller om amerikanske detailforretninger, som ganske vist vil give pengene tilbage, men overvejer at lade forbrugernes beholde deres byttevarer, fordi forretningerne ikke ønsker at øge deres betydelige lagerbeholdninger yderligere.
Federal Reserve kæmper for at bringe den tårnhøje amerikanske inflation ned, og centralbanken har løftet sin rente tre gange i år med samlet 1,50 pct.point, og bankens ledelse har indikeret, at den vil hæve renten med yderligere 175 basispoint inden årets udgang.
Desuden har Fed indledt kvantitative stramninger. Her i juni vil den ikke geninvestere amerikanske obligationer for 47,5 mia. dollar, et tal som i august skal være fordoblet til 95 mia. dollar. Når Fed reducerer sin portefølje af obligationer, hiver den reelt likviditet ud af markedet.
Læs også: Nordnet: Udsigt til kort kursfest
Læs også: Dette boliglån får sin højeste rente nogensinde
.\˙ MarketWire