Præsident Trump og Elon Musks indædte ordkrig sender rystelser ind i markedet og ind i de politiske rækker.

De giftige fornærmelser og trusler kan i sidste ende ramme Donald Trumps bagland, republikanerne. Elon Musk, der er verdens rigeste mand, ser nemlig ud til at være villig til at gå langt i sin magtkamp mod præsidenten.

Kernen i konflikten er Trumps seneste mærkesag – den såkaldte "big, beautiful bill" – som Musk åbent kritiserer og forsøger at stikke en kæp i hjulet på, skriver NBC News.

Ifølge kilder tæt på Musk er han så opsat på at stoppe lovforslaget, at han er villig til at bruge sine egne penge på at få væltet republikanske politikere, der stemmer for det.

»Han er fuldstændig ligeglad med republikanerne, RNC (republikanernes politiske organisation, red) eller hvem der sidder i Repræsentanternes Hus. Han vil sprænge det hele i luften, hvis det er nødvendigt,« advarer en af Elon Musks rådgivere, som udtaler sig anonymt. 

Selvom Musk først for nylig har flørtet med den republikanske fløj, har han nu kastet sig ind i en magtkamp, som ifølge kilder blandt republikanerne kan koste dem dyrt ved næste valg.

Frygten er, at hans indflydelse – og massiv pengebjerg – kan skade partiet indefra, netop som de forsøger at sikre flertal i Kongressen.

Elon Musk er verdens rigeste mand med en formue på hele 334,5 milliarder dollar.