Har du ekstra penge på kontoen? Så husk disse fem opsparingstyper

Danskernes spareiver slår igen og igen rekord.
Det gælder både frivillige pensionsindbetalinger og de 1.243.000.000.000 kr., altså 1.243 mia., som danske husholdninger lige nu har stående kontant i banken til en lavere rente end inflationen - en stensikker måde at miste købekraft over tid.
Og som privatøkonom elsker jeg penge, der bliver til flere penge. Derfor denne guide til de fem mest attraktive opsparingstyper:
Børneopsparing
Helt unik, da man slipper for at betale skat af det årlige afkast i hele bindingsperioden, der kan strækkes til 21 år. Det fås ikke bedre og bør derfor udnyttes fuldt ud.
Der må indsættes 6.000 kr. årligt - dog max 72.000 kr. i alt. Starter man ved barnets fødsel og investerer i 75 pct. aktier og 25 pct. obligationer, står der forventeligt 177.000 kr. skattefrit, når barnet fylder 21 år.
Ratepension
Det oplagte sted at starte den fede pensionstilværelse, da man opnår hele tre skattefordele. Fradrag i den personlige indkomst, dvs. helt op til topskatten på 53 pct. + det ekstra ligningsmæssige fradrag på op til 8,3 pct. + den lave skat på 15,3 pct. af det løbende afkast.
Samtidig kan pengene udbetales fleksibelt fra min. 10 år og til et stykke over 30 år, man kan endda omdanne hele eller dele af ratepensionen til en livsvarig udbetaling.
Små beløb vokser sig store over tid, så tænk klogt med din opsparing, og få pengene til at arbejde for dig, så du opbygger økonomisk frihed i dit arbejdsliv og økonomisk styrke som pensionist.
Livsvarig pension
Også kaldet en forklædt ratepension, da skattefordelene er de samme. Der kan dog indbetales ubegrænset på livrenten - så længe det sker via ens løn. Og livrente kan kun udbetales på én måde: nemlig livsvarigt.
Dermed får man skabt et trygt økonomisk fundament, uanset hvor længe man lever, og opnår samtidig alle skattefordelene undervejs. Samtidig er der i dag rigtig gode muligheder for at tilknytte mange års sikring af de nærmeste, så livrenten er ikke længere den ”lottokupon” som mange tror.
Aktiesparekontoen
Genial af tre årsager: Stor fleksibilitet, ingen modregning og lav afkastskat. Her behøver man ikke at nærme sig pensionsalderen, før pengene kan trækkes ud, og Skat skal kun have 17 pct. af alle gevinster, hvilket er en del under et alm. frit depot, hvor skatten ligger mellem 27-42 pct.
Den sidste fordel overser mange, nemlig at uanset hvor stor værdien af ens aktiesparekonto bliver, og uanset hvor meget man får i årligt afkast, så sker der ingen modregning i offentlige ydelser som SU, førtidspension, efterløn, tidlig pension eller folkepension. Det er mange penge værd, og opvejer til fulde den ulempe, at man er nødt til at betale afkastskatten hvert år.
Aldersopsparingen
Den mest oversete pensionstype. Man får intet skattefradrag ved indbetalingen, men til gengæld er udbetalingen skattefri, og man får fortsat gavn af den lave afkastskat i hele opsparingsperioden.
Man må indsætte et lavt beløb på pt. 9.400 kr. årligt, men til gengæld give den gas fra syv år før folkepensionsalderen, hvor beløbet stiger til 61.200 kr.
Der er frit valg på alle hylder ift. hvilken udbetaling der passer bedst til en, fx sum, løbende i rater eller blot plukke ”bidder” efter behov. Den oversete fordel er, at udbetalingen, modsat ratepension og livrente, hverken påvirker folkepensionen hos en selv eller ens partner.
Jo lavere lønnet man er, jo mere taler derfor for at tilvælge aldersopsparingen, idet man kan optimere på sin senere folkepension, hvilket er mange penge værd gennem en lang pensionstilværelse.
Denne kommentar er skrevet af Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.


Stor guide: 57 geniale gaver
