Ejer man en elbil, så har man i de seneste par år oplevet, at den er raslet ned i værdi.
I et meget højere tempo end tidligere set. Men nu er der godt nyt for elbilejerne.
Nye tal fra Bilbasen giver nemlig et billede af en helt ny udvikling.
Brugte elbiler sættes nemlig ikke længere mere ned i pris, end det er tilfældet for andre biltyper.
I en kommentar fortæller Jan Lang, head of market insights hos Schibsted, der står bag Bilbasen, at de gennemsnitlige prisnedsættelser på brugte elbiler i de seneste 10 uger har været på 4,2 procent.
Og det er faktisk lavere end for de andre drivlinjer, hvor nedsættelserne gennemsnitligt har været på 4,8 procent.
I forhold til deres gennemsnitlige pris bliver elbilerne altså reduceret forholdsvist mindre i pris end de øvrige drivlinjer.
Og det er især på dieselbiler og pluginhybrid-biler, at prisnedsættelserne typisk nu er større end på elbiler, forklarer Jan Lang.
Han ser flere årsager til den nye udvikling.
»Det er en naturlig konsekvens af den udvikling, som vi har set især over det seneste halvandet år,« siger Jan Lang.
»For mig at se er det endnu et billede på, at vi er ved at ramme bunden.«
»Så det er både en konsekvens af de lave priser men også af, at vi oplever en meget højere efterspørgsel efter brugte elbiler,« forklarer han.
Jan Lang fortæller desuden, at brugte elbiler nu sælges efter gennemsnitligt 30 dage, hvis man fjerner de ekstreme yderpunkter i hver sin ende af prisskalaen.
Til sammenligning er liggetiden for de øvrige drivlinjer på 63 dage. Elbiler sælges altså med andre ord på mindre end den halve tid.
»Markedet for elbiler er blevet større og dermed mere stødsikkert. Og jo større det bliver, jo mindre er risikoen for en overophedning,« siger han.
»Men det går rigtig godt på brugtvognsmarkedet lige nu. Hvis vi ser på antallet af transaktioner samlet, så ligger vi højere end sidste år, som var det næstbedste år nogensinde,« forklarer Jan Lang.
Alene i maj blev der handlet næsten 8.000 brugte elbiler.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.



Genialt: Det her kort skal du have


Stor guide: 57 geniale gaver
