'Helt urimeligt' - halv million boligejere kan se frem til at få penge tilbage fra Skat


Boligejere, der er blevet opkrævet renter og procenttillæg grundet forsinkede ejendomsvurderinger, kan se frem til en tilbagebetaling.
Sådan lyder det ifølge Berlingske fra skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M), der senere i år vil fremsætte et lovforslag om en kompensationsordning med tilbagevirkende kraft til 2021, som det skønnes 500.000 boligejere er omfattet af.
Problemet opstod, fordi de endelige ejendomsvurderinger har været forsinkede i flere år, hvilket har medført, at boligejere er blevet beskattet ud fra foreløbige vurderinger. Når den endelige vurdering foreligger, genberegnes årsopgørelsen, og hvis boligen har vist sig at være mere værd end først antaget, udløser det en restskat med renter og procenttillæg.
- Det er helt urimeligt, at vi har et ejendomsvurderingssystem, der af og til spytter forkerte vurderinger ud, så folk betaler for lidt i skat, uden at de har haft mulighed for at betale det rigtige beløb, siger han ifølge mediet.
Læs også: Google skal betale milliarder til selskab med dansk rigmand i ryggen