‘Vild rekord: Her har boligejerne scoret gevinst på over en million kroner på ét år’. ‘Boligpriserne i København brager op igen’.

Man skal have holdt sig for både øjne og ører, hvis det skal være gået ens næse forbi, at det københavnske boligmarked er løbet med overskrifterne i år.

Det er der ikke noget at sige til, når priserne på ejerlejligheder er steget med mere end 20 procent de seneste 12 måneder, og en helt almindelig husejer i København har sovet sig til en værdistigning på godt og vel en million kroner det seneste år. 

Men det er ikke blot hovedstaden, der er boligrekordernes by.

Der er nemlig også usædvanligt godt gang i boligsalget i Smilets By, Aarhus.

I landets næststørste by er 2025-salget af ejereligheder ved udgangen af november blot et mulehår fra at slå den tidligere årsrekord fra coronaåret 2021, hvor danskerne shoppede boliger, som aldrig før.

Til og med november er der solgt 2.378 ejerlejligheder i Aarhus Kommune. Det er markant flere end i hele 2024, og blot to procent færre end i 2021, hvor der blev solgt 2.417 ejerlejligheder på hele året. Det viser dugfriske handelstal fra Boligsiden.

Der skal altså ikke underskrives mange købsaftaler - faktisk blot 40  - her i julemåneden i Aarhus, før den jyske hovedstad slår alletiders årsrekord.  

»Der har virkelig været fart på lejlighedssalget i Aarhus i 2025, særligt siden foråret, hvor vi hver eneste måned har set mere end 200 handler,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Det afspejler sig også i priserne, som de seneste 12 måneder er steget 8,7 procent. Det sendte ved udgangen af november prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i Smilets By op i 3.077.000 kroner.

Til sammenligning kostede en tilsvarende ejerlejlighed i København på samme tidspunkt 5.426.000 kroner.

Generelt tog boligsalget i Danmark et mindre, men forventeligt dyk i november sammenlignet med oktober, hvor boligsalget var usædvanligt højt.

Handelsaktiviteten i november var imidlertid fortsat høj. Kun i coronaårene 2020 og 2021 er der solgt flere boliger i en november-måned, og fra januar til november i år er der allerede solgt flere boliger end der blev i 2024, 2023 og 2022.