Danske aktier blev samlet en anelse mere værd i tirsdagens børshandel.
Det blev en dag, hvor investorerne hældte FLSmidth-aktier i porteføljen sammen med aktier i Zealand Pharma. Aktien i den danske ingeniørkoncern FLSmidth steg 4,2 pct., mens Zealand Pharma-aktien steg 3,8 pct.
Zealand Pharma-aktien nød især godt af, at en stor dansk bag vurderede, at aktien i det danske biotekselskab kunne blive markant mere værd. Det kan du læse mere om her.
Der blev også købt op i medicinalmastodonten Novo Nordisk, kabelgiganten NKT og medicinalselskabet Genmab.
Investorer lader til at være forsigtige optimister, når det kommer til Novo Nordisk, der ventes at komme med en opjustering, når selskabet fremlægger dets regnskab for de seneste tre måneder.
»Markedet bliver voldsomt skuffet, hvis der ikke kommer en eller anden form for positiv justering af forventningerne. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig, at der ikke gør,« udtaler DNB Carnegies medicinalanalytiker, Rune Majlund Dahl, til Børsen tirsdag.
Investorerne solgte omvendt ud af Mærsk, Carlsberg, DSV og Demant.
