Endnu en gang har den garvede investor og faste porteføljeforvalter i Millionærklubben, Lau Svenssen, sat ord på året der gik og året der kommer.

Læs eller hør Lau Svenssens nytårstale 2025 herunder:

Kære Lyttere,

Her fra Pilestræde i Det Berlingske Hus vil jeg indledningsvis sige tak for den positive interesse, I viser vores udsendelser i Millionærklubben. I er et årvågent publikum, som kommer med gode spørgsmål og feedback. Vi kan alle blive klogere ved at udvikle viden og udveksle meninger.

Denne Nytårstale er udelukkende mit ansvar.

Hybridkrig

Overskriften i denne tale er mit forslag til årets nye ord: Hybridkrig. Kåringen endte desværre med jernmarker. Vi danskere er indadvendte og navlepillende i en åben verden, som trænger sig mere og mere på. Don Quixote kæmpede også med vindmøller, men det var jo bare en bog.

Begrebet hybridkrig betegner irregulære offensive tiltag, som udføres af paramilitære enheder efter ordre eller i overensstemmelse med og betaling/støtte fra statslige myndigheder eller organisationer. 

For at skjule sammenhængen og fjerne ansvaret er der tale om et skyggespil, hvor alle tricks bliver brugt. 

Der er tale om asymmetrisk indsats, hvor åbne lande i Vesten er sårbare, mens lukkede nationer som Rusland har lettere ved at begrænse skadevirkningerne og dække over personer/firmaer/organisationer/lande, som optræder som deres hjælpere. 

I praksis fungerer det som sabotagelignende aktioner, hvor de udførende personer og firmaer søger ly under Romerrettens utidssvarende definition med ”en skyldig juridisk person” i snæver forstand. Det er nonsens. Man kan ikke forsvare sig i et krigslignende forløb med advokater og paragraffer.

Hovedvåbenet ser ud til at blive udnyttelse af opsamlede informationer om vestlige politikere og statsledere. Ikke droner i Kastrup Lufthavn. Det kan udarte sig til en form for udslettelse. 

Rusland og nogle andre lande og deres tilknyttede organisationer opsamler nemlig data og dokumentation fra lukkede fora, altså spionage. Hvis der er behov for det, kan sådanne klassificerede informationer pludselig dukke op. 

Medierne jagter en Cavling-pris, så døren står på vid gab, hvis spektakulære ”glemte og gemte” fakta pludselig slippes ud af fjenden. Det kan underminere regeringschefer og højtstående folk i Vestlandene. 

Den anden vej fungerer det ikke på samme måde, idet autokratiske magthavere kontrollerer medierne i deres land. En og anden kan ende på et nervesanatorium, når denne trussel udefra erkendes og myndighedsmagtens eget system ikke kan give beskyttelse. 

Truslen er en form for orkestreret Dommedag, før den rigtige Dommedag en gang vil komme. 

Det Onde har IT på sin side, da opsamlede informationer kan afsløre alt fordækt. Slette-Mette og andre magtpersoner må leve i evig frygt for nålestiksoperationer fra Ivan Den Grusommes opsamling af Big Data.

Ukraine-krigen og den geopolitiske situation

Europa er paralyseret af den fire år lange krig. Vi er omsider ved at vågne rigtigt op og indirekte tage kampen op med Rusland. Det er allerede lykkedes for Ivan at skabe splid mellem USA og EU/UK. 

Det samme gælder inde i de enkelte EU-lande for at reducere opbakningen til Ukraine. 

Politisk er de herskende gamle partier i Vestlandene under angreb fra nye partier, som fokuserer på utilfredshed med den herskende elite, og de kræver forbedret velfærd for landets egne indbyggere. 

Velfærden udvandes jo ved indvandring og vore samfund bliver multietniske. Salgstricket hedder neonationalisme. Os mod de andre. Konfrontationen vokser mellem ”de gamle sløve midterpartier” og ”nye politiske kræfter” placeret ude på begge fløje. 

Der er dog ikke tale om den store nytænkning, men om revanchisme, hvor man adresserer vore landes udlevede senbureaukratiske svaghed ved at genbruge tidligere tids forsimplede vraggods. 

Næsten alle kan indse, at der er noget rasende galt, men de konstruktive ændringer lader vente på sig. Det giver plads til revanchisterne på yderfløjene. ”Magtens gamle idioter” inde på midten af banen klamrer sig til nationalt fællesskab som ”ånd” og bruger Demokrati som et Hurra-ord uden indhold.

Økonomisk har EU haft nul+ vækst i 2025, men statslederne blev enige om at speede op via statsfinanserne og en storstilet oprustning. Fælles låntagning er på vej, og Ukraine-lånepakken kan blive første led i en sådan udvikling. 

Perspektivet er derfor højere vækst i 2026, men slagskyggen fra Ukraine bremser optimismen i at tage fart. Når der en dag bliver opnået en holdbar fredsaftale, vil der komme gang i hjulene. En Ketchup-effekt med Demand-Pull inflation som følgevirkning.

USA er ved at blive ramt af opbremsning. AI-boom’et og de positive ringvirkninger med kursgevinster har holdt dampen oppe i 2025. Det ligner dog en overinvesteringsboble. 

Om det er tilfældet eller ej afgøres af afkastet: hvis det ikke resulterer i hurtige og gevaldige fremskridt i samfundets effektivitet og vækst i økonomien med nye tilbud, så bliver det en blindgyde med enorme tab. 

Tilkomst af nye varer, funktioner og services er det afgørende punkt. Simpel effektivisering er bare Cost forbedring.

Disruption vil forandre et marked, men generelle fordele kan tage år før afkastet kommer. Containeriseringen startede i 1960’erne. Det resulterede i overkapacitet, da alle rederier ville være med på bølgen. 

Warren Buffett indså hurtigt en sådan mekanik for Berkshire Hathaways tekstilfabrikker. 

I stedet for at følge direktørernes optimistiske ideer om at løbe hurtigere end konkurrenterne ved at investere stort i modernisering, trak han sig ud af branchen i tide.

Resten af verden udvikler sig positivt og er ikke optaget af krigen i Ukraine. USA-tolden og ståhej fra Trump’s side udgør udfordringen. Kina udnytter USA’s selvvalgte isolationisme til at udvide sin indsats salgsmæssigt og politisk. 

Lande i Den tredje verden udgør det åbne marked. Japan, Tigerlandene i Asien med Korea i spidsen og Europa har samme strategi, men uden en politisk dagsorden. Indien er også solist. 

Dagsordenen globalt er ikke længere ”Resten mod Vesten”, men USA mod alle andre.

 Trump har odds imod sig, og han er ved at forære Kina en sejr.

I Europa opfatter vi Rusland som den afgørende trussel, som skal holdes i skak. Kernepunktet er at få afsluttet krigen i Ukraine permanent og ikke kun opnå en pause med udsigt til et nyt overfald om nogle år. 

Set i et overordnet perspektiv vil en fred fulgt af opløsning af Rusland som konsekvens være afslutningen på Første Verdenskrig. Bismarcks berømte forudsigelse om ophør af Europas kejserriger vil blive tilendebragt. 

Tyskland og Østrig røg i 1919, mens Rusland byttede enevælden ud med centralistisk Kommunisme, som Putin-styret levetidsforlængede med sit autokratiske styre. I dag må Rusland dog indordne sig under Kina. 

De to gamle supermagter, USA og Rusland, er udlevede og ledes af selvhøjtidelige revanchister. Tiden skifter. Den store konfrontation gælder Kina-USA.

Verdensbilledet 2025

De to udlevede supermagters præsidenter ønsker at tegne nye landkort ved at ekspandere i en form for 'old style' jagt på national ære. De søger derfor at skabe frygt og uro i andre lande. Danmark oplever det i Grønland. 

Det kræver modtræk i form af genoprustning og holdningsændring med fokus på militarisering og neonationalisme, altså netop den retro-politiske linje som Trump og Putin selv følger. Europa er i klemme mellem Rusland og USA. 

Vi kan ikke længere stole på USA som ankeret i NATO. Bruddet i NATO er årets værste forandring.

EU er alene hjemme og burde række hånden ud til Canada omkring et tættere samarbejde og en associeringsaftale. Storbritannien er i et langsigtet forfald, men en vigtig partner med A-våben. Af samme grund prøver Trump at trække UK i sin retning ved at være dem mere venlig stemt.

Verdensbilledet er dog større. Det dybeste lag er religion, som former hele kulturen. Landegrænser og forfatninger kan ændres og er mere politisk prestige og arvegods end et fast grundfjeld. Stalin flyttede så meget rundt på Sovjetunionens besværlige mindretal, at Rusland i dag er et kludetæppe og ikke en ensartet nation.

Gud er vendt tilbage, som kloge folk har måttet erkende det i de seneste 50 år. På det punkt har den kristne vestlige verden dog udhulet sit fundament og står svækket, når resten af verden ikke udvikler sig i retning af fred, frihed, demokratisk styreform og afspænding men i modsat retning med ønske om konfrontation udadtil og undertrykkende ensretning indadtil.

Verdensbilledet er ikke Øst-Vest. Øst-Vest gælder befolkningstallene, hvor Asien udgør flertallet. Der findes fire store grupperinger plus det løse: Den kristne verden med justeret 2,3 mia. mennesker, den muslimske verden med 1,9 mia. mennesker, hinduisme med 1,1 mia. mennesker og Kina & omegns statskommunistiske ”religion” (inkl. Rusland, Nordkorea) med 1,6 mia. mennesker. 

Kinas ideologiske klister består dog mere af etnicitet og historie end Mao-kommunistisk tankegods, altså nationalisme med belæg i landets tusindårige eksistens og selvforståelse som Riget i Midten.

Politikere elsker ydre fjender og projekter, som kan skaffe dem opbakning i deres lands befolkning. Revanchismen med neonationalisme i en stribe store lande skaber sådanne mere eller mindre teoretiske fjender, som har fordel ved at være synlige.

Utilfredsheden i Vestlandene relaterer sig imidlertid mere til indre problemer med åbne grænser og indvandring end magtspillet med andre stormagter. Det samme gælder utilfredsheden med eliten, den herskende klasse, som igennem mange år har bureaukratiseret Vestlandene og gjort os til dysfunktionelle samfund.

Vi lever i en multipolar verden, hvor Europa skal genrejse sig, sikre sin integritet og vise styrke udadtil og håndtere deltagelsen i den igangværende hybridkrig med Rusland uden det løber løbsk.

Hvad skal vi forvente i 2026

Verden er af lave, og markante forandringer må påregnes. 

Konsekvenserne af Trump’s indgreb vil slå igennem. Redningskransen i 2025 har været AI-boom’et på børsen og IT-topselskabernes satsning på investeringer i AI-datakapacitet. 

Overinvesteringerne foretages af de ledende amerikanske IT-koncerner. Nu skal evnen til at give afkast så vise sig. Styrketesten har Wall Street som dommer - for det hele er mere et børsrally end markante IT-forbedringer. Det ligner Bitcoin, som primært er en prisballon.

Af Data er du kommet. Til Big Data skal du blive. Af Big Data skal Kunstig Intelligens opstå.

Problemer med at opfylde de vilde forventninger vil ikke udløse fallitter blandt IT-giganterne men give enorme kurstab på IT-aktier, altså formuetab fra en børsboble som punkterer.

# Trump har overspillet sin styrke. En mulig børskrise vil skabe kapitalflugt fra USA med kurstab på både aktier og obligationer. Dollaren vil falde i værdi. Den udløsende faktor kan blive udnævnelsen af en ny chef for centralbanken, Fed, såfremt integriteten fjernes. Tilliden vil forsvinde.

# Best Case er flugt af penge til Europa og andre velfungerende lande, altså begrænsning af USA’s betydning. Worst Case er fastholdelse af ideen om USA’s ledende rolle, dvs. en negativ ringvirkning. Geopolitisk vil USA blive detroniseret, og Kina få mulighed for udadrettet succes.

# De gamle Vestlande er dysfunktionelle partistyrede demokratier. Hvis vi skal undgå indre opløsning forceret af hybridkrigen fra de autokratiske aktørers side, er det nødvendigt med en hurtig fred i Ukraine inden EU går op i limningen. USA som Union kan også falde fra hinanden.

De fem hovedfaktorer ser sådan ud i 2026:

Udbud: For stort i IT og interne services. Begrænset overkapacitet i reale erhverv.

Efterspørgsel: Afdæmpet i udgangspunktet. Fred=Opsving=Demand Pull inflation=Renten op. Udskudte behov og projekter sættes i gang, herunder investeringer i fornyelse af kapacitet.

Struktur: Asien op. Kina? Europa vækst og fornyelse. Take Over bølge i firmaer. Afkast på AI?

Mennesker: Trump brænder ud og afløses af Vance. IT-oligarkerne i USA rammes af børsnedtur. Putin-Rusland isoleres, og Xi vender dem ryggen for at markere sig selv internationalt.

Tid: De gamle idioters epoke er forbi. Postmodernismen vil vinde frem som tankesæt.

Perspektivet for finansmarkedet:

Amerikanske aktier vil falde - det samme vil dollaren. Der vil være en risiko for bankproblemer, mens vi omvendt vil se et opsving for europæisk økonomi og europæiske aktier. 

Resten af verden får opgang. Fordelingen i aktieværdien er pt. 70/30 for USA/Resten af verden. Jeg mener, at der er udsigt til et skifte mod 55/45 pct. 

Heri indgår et kursfald for dollaren mod euro og yen med -10 pct.

Godt Nytår

Lau Svenssen, Svenssen & Tudborg

Millionærklubben

Endnu en gang har den garvede investor og faste porteføljeforvalter i Millionærklubben, Lau Svenssen, sat ord på aktieåret der gik og året der kommer.