Henter kommentarer

Her er vinderen af aktiespillet: »Det har været sindssygt hårdt«

Nu er vinderen af Millionærklubbens Aktiespil fundet. Genrefoto. 
Nu er vinderen af Millionærklubbens Aktiespil fundet. Genrefoto.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter otte intense uger med aktiehandler, der har kastet ekstreme afkast af sig, er Zandra Viljaholm vinderen af Millionærklubbens Aktiespil.

Med et afkast på 521 procent har Zandra Viljaholm, under navnet Stock1, suverænt slået konkurrenterne og sikret sig førstepræmien: En investeringskonto hos Saxo Bank til en værdi af 200.000 kr.

I weekenden ramte en kæmpe lettelse Zandra Viljaholm, da det gik op for hende, at hun havde vundet. Ugerne forinden havde nemlig krævet al hendes energi og opmærksomhed, fordi deltageren Zeus konstant jagtede hendes førsteplads.

»Det har været sindssygt hårdt. Mig og Zeus har ligget og kæmpet vildt meget. Godt nok har jeg ligget på førstepladsen i omkring tre uger, men jeg kunne se på Zeus handler at han hele tiden prøvede at overhale mig,« fortæller hun og tilføjer: 

»Jeg har bandet Zeus langt væk, og håbede han ville tage på ferie eller ud og spise i efterårsferien.«

Derfor besluttede Zandra Viljaholm, at hun i den sidste uge ville sætte alle sejl ind for at vinde. Det betød, at hun efter arbejde har sat sig i en 'aktiespils-boble'.

»Jeg har bare siddet på mit kontor, og jeg har ikke snakket med nogen, og ingen måtte snakke til mig, heller ikke min familie, mens det amerikanske marked var åbent fra 15.30 til 22.00. Jeg var der, at hvis min telefon ringede, mens markedet var åbent, så tog jeg den ikke,« siger investoren, som også udtrykker en vis glæde over, at det er overstået. 

»Alle er glade for, det er slut, fordi det har været ret hårdt og stressende. Jeg tror også, at mine børn er glade for at få deres mor tilbage,« fortæller hun.

Zandra Viljaholms vej til toppen beroede på en aggressiv taktik med hyppig handel af små amerikanske aktier, primært inspireret af amerikanske hjemmesider. Den aggressive stil har da også kastet værdifuld læring af sig.

»Jeg har fået meget erfaring, fordi jeg har haft muligheder for at købe og sælge så meget som jeg har. Men jeg vil ikke investere sådan med min præmie, der kører jeg den mere sikkert, ligesom mine private investeringer,« fortæller Zandra Viljaholm.

Selvom familien er glad for, at det er overstået, er de også stolte, og det gælder især hendes far, der er »glad og stolt«. Faren har derfor også fortalt sin datter, at nu skal hun hjælpe ham med at investere. 

Og han er ikke den eneste. Normalt, når Zandra Viljaholm har givet aktieanbefalinger, er hun ikke blevet mødt med så meget begejstring, men det er, som om folk lytter mere til hende nu.