Sommerferien står for døren, og for mange danskere er det lig med en hyggelig, afslappende badeferie med børnene.
Men hvor er strandene bedst? Det afslører en ny, stor undersøgelse.
I en helt ny rapport har European Environment Agency – Det Europæiske Miljøagentur – undersøgt badevandskvaliteten ved strandene i de 27 EU-lande samt Schweiz og Albanien.
Overordnet set er badevandet heldigvis af høj kvalitet.
89 procent af kystbadevandet i EU får den højeste karakter 'fremragende kvalitet' af Det Europæiske Miljøagentur, mens det samme gælder for 79 procent af badevandet i floder og søer.
Men der er store forskelle – og et populært turistland skraber bunden.
I Albanien, som de senere år har vundet meget frem som et billigt alternativ til de klassiske sydeuropæiske rejsedestinationer, kategoriseres badevandet kun som 'fremragende' ved 41,2 procent af strandene.
Badevandet ved over 15 procent af de albanske strande får den dårligste karakter 'ringe kvalitet'.
Og hvad så med Danmark?
Her står det heldigvis godt til med badevandskvaliteten ifølge Det Europæiske Miljøagentur. Hele 94 procent af målingerne viser badeband af 'fremragende kvalitet' her til lands.
Det giver Danmark en sjetteplads på listen, kun overgået af Cypern, Østrig, Kroatien, Grækenland og Bulgarien.
Albanien er klar bundskraber, men også i Polen, Ungarn, Estland og Belgien lader badevandskvaliteten flere steder noget tilbage at ønske.
Du kan selv dykke ned i tallene – og se, hvordan badevandskvaliteten er i det land, I skal på sommerferie i – HER.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.
