Fremtidens vindere kan måske findes i en bestemt del af aktiemarkedet.
Sådan lyder det fra porteføljeforvalter Ivan Larsen fra den danske formueforvalter St. Petri Capital. Han er på udkig efter mulige vinderaktier blandt de mindste selskaber på det europæiske aktiemarked. Den danske kapitalforvalter er så overbevist om potentialet i den del af aktiemarkedet, at man tirsdag gør klar til at sende en ny aktiefond i luften.
Læs også: Muligt aktieguld: Disse 2 aktier tror professionel investor på
Der er tale om Europa Small Cap fond, som skal styres af Ivan Larsen og Johann Grøndahl.
»Vi ser et positivt aktiemarked og vi ser europæiske small cap aktier, som et attraktivt segment at investere i,« forklarer Ivan Larsen og uddyber:
»I Europa ser vi small cap-området som værende mere attraktivt end large cap.«
For dem at se er vi på vej ud af en nedtur, hvor det gik specielt hårdt ud over small cap-aktier.
I perioden fra 1. januar 2022 og frem til 29. september sidste år, hvor markedet bundede, faldt MSCI Europa Small Cap med 32 pct, mens MSCI Europa Large Cap faldt med 18 pct., bemærker Ivan Larsen.
Læs også: Investeringslegende fortryder: Jeg skulle have købt disse 2 aktier
»Vi ser fortsat en klart mere attraktiv prisfastsættelse af europæiske small cap-aktier i forhold til large cap-aktier,« forklarer han.
Der er særligt indtjeningsvæksten inden for small cap, der ser bedre ud sammenlignet med større selskaber, vurderer den professionelle investor.
Det skyldes ifølge dem, at mange af small cap-selskaberne er eksponeret mod områder, hvor væksten med deres ord »på ingen måde er aftagende.«
Læs også: 7 lette råd: Sådan kommer du i gang med at investere
»Når man investerer i small cap-aktier, får man muligheden for at investere i den fokuserede virksomhed, som er eksponeret mod netop den teknologi eller de markeder, hvor der underliggende er tale om god vækst. Disse fokuserede områder kan man ikke på samme måde finde indenfor large cap,« lyder det fra Ivan Larsen, der tilføjer:
»Man kan populært sagt sige, at man indenfor small cap får muligheden for at investere i de virksomheder, som kan udvikle sig til at være fremtidens vindere.«
Porteføljeforvalterne forventer at fylde porteføljen med 30-50 aktier i fonden. Aktierne kan findes i hele Europa, og der er i øjeblikket flere nordiske aktier i fonden. Der er dog ingen danske aktier.
Læs også: 9 mulige aktieguldfugle: 'Det her er vores favoritaktier'
De største selskaber kan ikke desto mindre have en markedsværdi på op mod 5 mia. euro. Fokus er dog væsentligt lavere, understreger Ivan Larsen. Det er typisk selskaber med en markedsværdi på cirka 1 mia. euro eller mindre, som porteføljeforvalterne er på udkig efter.
Tegningen starter tirsdag 2. maj og løber frem til 16 maj. Årlige omkostninger lyder ifølge St Petri Capital på 1,2pct. Det er gældende fra 1. januar 2024. For 2023 lyder omkostningerne derimod på 0,5 pct.

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner