Chipkæmpen Nvidia er steget voldsomt de seneste år, og man skulle efterhånden tro, at aktien ikke kunne stige mere.
Spørger man storbanken Citi er de dog ikke enige.
Banken forudsiger, at Nvidia-aktien kan stige med 27 pct. i starten af 2025 og nå bankens kursmål på 175 dollar i januar, skriver storbankens analytiker Atif Malik i et nyt notat til bankens kunder.
Det kan man læse hos det amerikanske erhvervsmedie Insider.
Katalysatoren til denne optur skulle ifølge banken være topchef Jensen Huangs store Keynote-tale ved 2025-versionen af Consumer Electronics Show (CES), som er en af verdens største og mest betydningsfulde messer for teknologi. Messen bliver holdt fra 7.–10. januar 2025, hvor Nvidias topchef skal holde sin tale den 6. januar.
Banken venter, at talen vil få forventningerne til Blackwell-salget til at stige, og at ledelsen vil påtale den efterspørgselsvækst for Nvidias produkter, der drives af enterprise og robotindustri.
Blackwell er Nvidias nyeste skud på stammen af mikrochip, som markedet har store forventninger til, da den ventes at blive helt essentiel i udbredelsen af kunstig intelligens.
Derudover venter Citi-analytikeren, at Nvidias ledelse kommer til at fortælle selskabets analytikere, at Nvidias overskudsgrad sandsynligvis vil nå bunden i april og derefter stige.
Citi har en køb-anbefaling på Nvidia-aktien og har hævet sit kursmål på aktien til 175 dollar fra tidligere 170 dollar på baggrund af selskabets regnskab, der landede i sidste uge.
Helt generelt er analytikerne, der dækker Nvidia, optimistiske omkring aktiens fremtid.
Der er i alt 76 analytikere, der dækker aktien, ifølge data fra Bloomberg. Af dem har 69 en køb-anbefaling, syv har en hold-anbefaling og ingen analytikere har en sælg-anbefaling.
Gennemsnitligt ser analytikerne, at aktien kan stige med 25,5 pct. over de kommende 12 måneder. Nvidia-aktien er ellers allerede steget med over 183 pct. det seneste år.
Læs også: Storbank advarer: Hold dig væk fra disse aktier
Læs også: Storbank forudser: Stor spredning på aktiemarkedet fortsætter

