Endnu et kendt europæisk luksusmærke får hårde kurstæsk af investorerne tirsdag.
I dag er det kommet til den tyske modekæmpe Hugo Boss, som bliver sendt ned med hele 8 pct. i tirsdagens aktiehandel. Dermed er det tyske selskab for alvor røget i unåde hos investorerne, der det seneste år har sendt aktiekursen ned med 50 pct.
Tirsdagens fald sker efter at det tyske selskab har fremlagt en række skuffende regnskabstal tirsdag morgen.
Læs også: Dansk rederi stiger markant - finanshus ser kæmpe potentiale
Det tyske selskab møder modvind i blandt andet Kina, hvor kineserne ikke køber lige så meget af det tyske selskabs tøj som forventet. Det får Hugo Boss til at sænke sine forventninger til årets regnskab.
Hugo Boss forventer nu et salg på mellem 4,20-4,35 mia. euro, hvor man tidligere havde regnet med 4,30-4,45 mia. euro i omsætning for året.
Det betyder også, at det tyske selskab forventer at tjene færre penge.
Det tyske selskab sænker nemlig også sine forventninger til indtjeningen, så man nu regnet med et driftsresultat (EBIT) på mellem 350-430 mio. euro, hvor man tidligere havde regnet med 430-475 mio. euro.
Nedjusteringen skyldes »makroøkonomiske og geopolitiske modvinde« som sænker efterspørgslen hos den globale forbruger, skriver Hugo Boss i en meddelelse tirsdag.
Hugo Boss er blot det seneste af en række europæiske luksusmærker, som er i modvind på grund af et faldende salg i Kina. Mandag fik Burberry en overhaling på børsen, hvor aktien faldt med 16 pct. - blandt andet på grund af problemer i Kina.
I forbindelse med meddelelsen tirsdag afslører Hugo Boss også sine foreløbige tal for andet kvartal af 2024. Her går salget tilbage til 1.015 mio. euro - svarende til 7,5 mia. kr. - mod 1.026 mio. euro i samme kvartal sidste år. Driftsindtjeningen i kvartalet (EBIT) lander på 70 mio. euro ifølge de foreløbige tal, hvilket er markant under samme periode sidste år, hvor indtjeningen var på 121 mio. euro.
Læs også: Smykker driver fremgangen for kendt luksusbrand - salget i Kina styrtdykker
Læs også: Amerikansk gigant har regnskab på vej: Storbank mener aktien er mere værd

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner