Henter kommentarer

Historiske salgsmåneder: Boligmarkedet går 'vinteramok'

Boligmarkedet går 'vinteramok', lyder det i en ny pressemeddelelse fra RealMæglerne.
Boligmarkedet går 'vinteramok', lyder det i en ny pressemeddelelse fra RealMæglerne. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Boligerne plejer at skifte hænder, når foråret har meldt sin ankomst. 

Men i år ser det anderledes ud. Boligmarkedet går nemlig »vinteramok«, hvor der alene i november er blevet solgt 21 procent flere ejerboliger end tidligere år.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra RealMæglerne. 

»Når vi sammenligner forårsmånederne (marts, april, maj) med september, oktober og november i år, er salget samlet set 12 procent højere nu. Kigger du på eksempelvis 2021 og 2022 var det med omvendt fortegn,« siger Preben Merrild Angelo, der er administrerende direktør hos RealMæglerne, i pressemeddelelsen og uddyber, at der blev solgt henholdsvis 32 og 41 procent færre boliger. 

Det har været »historiske« salgsmåneder for kæden, lyder det videre, hvor direktøren peger på én primær årsag på den øgede aktivitet. 

Nemlig rentesænkningerne. 

»Hos RealMæglerne har vi nu haft tre travle måneder, og vi forventer faktisk, at december også bliver med fuld fart fremad. Vi har nogle ejendomsmæglere, der ikke får ret meget juleferie i år,« siger Preben Merrild Angelo.

Han forklarer videre, at det er første gang, at novembermåned følger salgsmæssigt med. 

Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.