Henter kommentarer

Hit-serie får egen kryptovaluta


Den voldsomt populære koreanske Netflix-serie 'Squid Game' har fået sin egen kryptovaluta.

Det skriver CNBC.

Den digitale valuta har fået navnet SQUID, og er i løbet af det seneste døgn buldret i vejret med astronomiske 2400 pct. I alt lyder markedsværdien på 174 mio. dollar. Det svarer til 1,1 mia. danske kr.

Man skal dog være påpasselig med at kaste penge efter SQUID, skriver mediet. CoinMarketCap, et site der tracker kurser på kryptovalutaer, har udstedt en advarsel, efter flere brugere har rapporteret, at de ikke har været stand til at sælge aktivet igen.

SQUID blev sat i handel 20. oktober, og skulle angiveligt været blevet udsolgt på ganske få sekunder. Den blev lanceret i forbindelse med en onlineudgave af succes-serien, hvor det er nødvendigt at være indehaver af SQUID for at spille med.

Dermed er den digitale mønt en såkaldt 'play to earn'-kryptovaluta, hvor folk skal købe et bestemt aktiv for at være deltager og dermed kunne tjene flere.

'Squid Game' handler om hundredvis af voldsomt gældsplagede, der melder sig til en konkurrence, der består af flere klassiske koreanske børnelege, i håbet om at vinde en gigantisk pengepræmie. I serien har spillet for langt de fleste en dødelig udgang - sådan bliver det dog ikke i onlineversionen, der går i gang i november.

Læs også: Volvo ruller tilbage på børsen med vild debut

Læs også: Markant vending: Nu falder huspriserne