Mere end 1.400 skuespillere, instruktører og filmskabere går nu imod fusionen mellem filmselskaberne Paramount Skydance og Warner Bros Discovery.
Det gør de i et åbent brev, hvor aktørerne pointerer, at aftalen vil skade en i forvejen hårdt presset amerikansk underholdningsindustri, skriver BBC.
Brevet er blandt andet underskrevet af Hollywood-stjerner som Emma Thompson, Ben Stiller, Javier Bardem og Rose Byrne.
»Denne transaktion vil yderligere koncentrere et allerede koncentreret medielandskab og reducere konkurrencen på et tidspunkt, hvor vores brancher – og de publikum, vi betjener – har mindst råd til det,« fremgår det af brevet.
Efter en længere budkrig mellem Paramount og Netflix vandt Paramount i slutningen af februar kampen og er nu i gang med at fusionere med Warner Bros Discovery.
David Ellison, der er administrerende direktør for Paramount, har meddelt, at han planlægger at bevare Paramount og Warner Bros som selvstændige filmselskaber og vil øge produktionen ved at udgive mindst 30 film hvert år.

