Henter kommentarer

Hun forudså den vilde børsfest - det tror hun, der vil ske nu


Aktierne er braget op, men nu advarer en aktieanalytiker om, at vi risikerer at se en vending i markedet.

Forudsigelsen kommer fra Real Money Pros analytiker Carley Garner, der forudså den vilde optur, som vi har set på det amerikanske aktiemarked, skriver Bloomberg News.

Hun advarer nu om, at teknologiaktierne er fløjet så højt op, at vi kan stå over for et skifte i markedet. I hendes optik kan det teknologitunge Nasdaq-indeks, der er proppet med store kendte tech-aktier, have nået et niveau, hvor aktierne vil bevæge sig nedad.

Læs også: Aktierne er blevet sendt mod månen: 'Deres potentiale er ved at gå op for folk'

Garner har formået at forudsige markedsbevægelserne i april, juli og november i 2023, hvor hun med nøjagtighed erklærede 'det er et bull-marked', skriver finansmediet. Forudsigelsen om tech-aktierne vækker derfor opsigt.

Carley Garners bud er baseret på teknisk analyse, hvor man forsøger at komme med et bud på udviklingen ud fra mønstre eller trends i markedet. Det tager udgangspunkt i, at investorerne samlet set handler i bestemte mønstre, der konstant gentager sig.

Det får Garner til at advare om, at amerikanske teknologiaktier - målt på Nasdaq 100-indekset - kan have nået en foreløbig top. I hendes optik har det rentefølsomme aktieindeks ramt den øvre grænse af en langsigtet modstandslinje, der går tilbage til år 2000. Det er kort sagt et niveau, hvor investorerne ventes at sælge ud af aktierne. 

»Til trods for en konsolideringsperiode fra slutningen af 2021 ind i efteråret 2023, er rallyet stadig foran tidsplanen,« bemærker Garner. 

Det sker på et tidspunkt, hvor Nasdaq 100 er nået op i indeksniveauet 17.962. Der er i hendes optik ikke megen plads tilbage til nye stigninger, inden vi når den potentielle top, der ifølge hende er 'lige under 18.000'. 

»Er denne trendlinje vilkårlig? Måske, men i min erfaring virker simple linjer trukket på et diagram oftere, end de burde,« tilføjer hun.

Udmeldingen kommer efter et år, hvor aktiemarkedet har oplevet betydelige svingninger. S&P 500 startede 2023 stærkt, oplevede et fald gennem marts, og så en optur derefter op til midt-sommeren, før et smertefuldt fald i aktierne satte ind i oktober. Det uventede comeback siden efteråret har siden vendt op og ned på investorernes forventninger.

Investorernes stemning er skiftet markant fra frygt til grådighed, som afspejles i omvendelsen af bearish positioner til overdrevent bullish positioner ved brug af call optioner og gearing. Derudover viser sentimentmålinger, såsom CNN's Fear Index, i øjeblikket "ekstrem grådighed".

Læs også: Novo Nordisk får hård kritik for voksende klimaregning: 'Et kæmpe problem'

Læs også: Stor satsning i gang - syv nye elbiler på vej