Henter kommentarer

Hvor mange penge har du i banken? Her er gennemsnittet


Det er aldrig dumt med lidt penge på bankkontoen, så ens økonomi er rustet til små bump.

Og tilsammen har danskerne ved udgangen af juni 1.074 milliarder kroner stående i banken, viser tal fra Danmarks Statistik.

Hvis man breder beløbet ud, svarer det til, at hver voksen dansker i gennemsnit har 227.000 kroner stående i banken.

»Det er dog vigtigt at have for øje, at trods danskerne i gennemsnit har mange penge stående i banken, betyder det ikke, at den typiske dansker har så mange penge stående i banken,« bemærker Kristian Skriver, seniørøkonom i Dansk Erhverv.

Han henviser til, at den rigeste procent af danske privatkunder står for omtrent 21 procent af det samlede indlån.

Danskerne har flere penge i banken i forhold til juni måned sidste år, da indlånet er steget med 33 milliarder kroner siden da.

Det er særligt ekstrastore udbyttebetalinger fra aktier, som spæder danskernes konti op. Derudover har danskerne flittigt lagt penge til side fremfor at spendere dem.

»Den store opsparing kan være med til at sikre stabilitet for dansk økonomi, når vi som nu rammes af høj inflation og svækkede udsigter for væksten,« bemærker Kristian Skriver.

Også i Arbejdernes Landsbank fremhæver økonom Lisette Rosenbeck Christensen, at danskernes opsparing er en »god og vigtig buffer til økonomisk modvind«.

Der er dog et men, for hvis man korrigerer danskernes opsparing for de stigende forbrugerpriser, så er der ikke tale om en stigning i forhold til juni måned sidste år – men derimod et fald på 52 milliarder kroner, fremhæver Lisette Rosenbeck Christensen.

I juni måned steg forbrugerpriserne med 9,1 procent i forhold til samme måned sidste år.

Læs også: Chefstrateg frygter tocifret aktiedyk

Læs også: Storbank i milliardtab – topchef stopper