Har du for mange af én aktie i porteføljen?
Eller spurgt på en anden måde: Fylder en af dine aktiepositioner mere end 10 pct. af dit investeringsdepot?
Hvis svaret til sidste spørgsmål er ja, så er svaret på første spørgsmål ligeledes ja.
I hvert fald ifølge dagens gæst i Millionærklubben, investeringsdirektør Mikkel Eliasen fra Annox.
Han mener, det er problematisk, hvis man som investor har en »overkoncentration« af én enkelt aktie i sin portefølje, da man dermed løber en unødvendig høj risiko.
»Jeg ved, der er mange, der ligger meget koncentreret i Novo Nordisk. Det kan der være fine grunde til, og det har også været en fremragende virksomhed,« lyder det fra investeringsdirektøren i torsdagens udsendelse.
»Men som porteføljemanager synes jeg, det er lige lovligt koncentreret om Novo Nordisk for nogen kunder, man møder eller familie og venner.«
Ifølge ham bør man tænke sine investeringer mere holistisk og sprede dem ud på blandt andet ejendomme, og når det gælder aktier, så forskellige aktier, så man udnytter sine aktiver bedst muligt.
»Problemet er, at man udsætter sig for en risiko, som man kunne have sparet. Man kan få nogen rigtig hårde år, hvor man taber rigtig mange penge, hvis man er for investeret i et aktiv,« siger han.
Han mener ikke, at man bør have en aktie, der fylder mere end 10 pct. i porteføljen.
Hør mere om det i torsdagens udgave af Millionærklubben i afspilleden herunder eller i din foretrukne podcastapp.


