Efter et par stille dage er vinden ved at tage til – og det kommer til at kunne mærkes.
Også på din pengepung.
Hvor vinden måske kan genere cyklisterne og vil få det til at føles køligere at færdes udendørs, sætter den også fut i de mange danske vindmøller.
Og det får elprisen til at falde, skriver TV 2.
Torsdag vil en kilowatttime koste omkring 0,60 kroner frem mod spidsbelastningsperioden klokken 17, hvor elprisen stiger til 0,79 kroner per kilowatttime.
Men derefter begynder den at falde. Markant.
Tal fra Energi Data Service viser ifølge TV 2, at elprisen falder støt og roligt frem mod midnat, hvor strømmen bliver næsten gratis.
Fra klokken 23.45 til 00.00 kommer den helt ned på 0,07 kroner per kilowatttime eksklusiv afgifter og nettarif, så det vil være en god ide at starte vaskemaskinen og lade elbilen op i nat.
Den gennemsnitlige elpris har ifølge Green Power Denmark været på 61 øre i 2025.
Det er ifølge organisationen den næstlaveste gennemsnitlige elpris i de seneste fem år og en billig pris sammenlignet med resten af Europa.
For 10 til 15 år siden var elprisen mellem 30 og 35 øre for en Kilowatt-time.
Den stigende pris siden skyldes ifølge Green Power Denmark, at det er blevet væsentligt dyrere at bruge fossile brændsler som kul og naturgas til at producere strøm.
Elregningen er i Danmark sammensat ud fra tre betalinger. Det er betaling til elselskabet, netselskabet og energiselskabet.
Selve prisen for strømmen udgør cirka 35 procent af den samlede elregning.
Prisen afhænger af faktorer som afgifter, moms og betaling for transport af el.
