I dag lander den »hellige gral« og »absolut vigtigste styrepind« for Den Europæiske Centralbank (ECB) – inflationstallene.

Gloserne for tallet kommer fra seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank, der ligesom resten af verdens økonomer varmer op til det vigtige tal.

ECB holder meget øje med inflationen, og har lige nu en målsætning om, at den skal trækkes ned på 2 pct. 

Inflationen ligger lige nu højere end den målsætning, men den har været stødt faldende siden januar, hvor inflationen lød på 2,8 pct. 

Selvom inflationen blev presset en smule op i maj, så er den generelle forventning blandt økonomer, at inflationen for juli kommer til at blive på 2,5 pct. målt fra år til år, viser konsensusestimater indsamlet af Bloomberg.

Det er det samme, som inflationen var forrige måned, hvor den lød på 2,5 pct. 

Renser man inflationen for de notorisk svingende priser inden for energi og uforarbejdede fødevarer, så er der også lagt op til et lille fald på 0,1 pct., hvis man skal tro på økonomerne.

Hos Sydbank forventer man et forholdsvist uændret inflationstal, men man ser gode udsigter for den fremtidige inflationsudvikling.

»Fremadskuende lønindikatorer indikerer et aftagende lønpres over de kommende kvartaler, og det vil blive hilst velkommen af ECB. Det giver forhåbning om, at serviceinflationen, der har været den allermest sejlivede del af inflationen, vil aftage,« skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Der kan godt komme god stemning på markederne, hvis inflationen går hen og overrasker.

»Skulle inflationen falde, kan det presse renterne ned og vække en ny rentenedsættelse til september helt i live,« lyder hans vurdering.

Over hos Nordea forventer man ligesom Sydbank, at inflationen ikke kommer til at rykke sig synderligt, og den analyse bliver styrket af gårsdagens inflationstal fra de store europæiske økonomier Tyskland og Spanien.

Det er dog ikke nødvendigvis kedeligt, hvis man som investor eller boligejer går og håber på rentenedsættelser til september.

»Såfremt at inflationstallene kommer ind som forventet, forstærkes konsensusforventningen om en rentenedsættelse til ECBs næste rentemøde i september, såfremt at de løbende nøgletal inden mødet stadig peger i den retning,« skriver bankens analytiker Philip Maldia Madsen.

Inflationstallene lander klokken 11:00.

Læs mere: Sådan investerer eksperterne: Aktiechefen køber kun en slags aktier, mens resten af livet leves i en DSV-tilværelse

Læs mere: Microsoft sendt ned – regnskab skuffer investorerne