I årets første sommermåned har rekordfå danskere fået nøglerne til en lejlighed, de lige har købt.
Og i hovedstadsområdet har bemærkelsesværdigt få huse skiftet hænder.
Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.
Konkret er der solgt 1.047 lejligheder i den forgangne måned på landsplan, hvilket er det laveste antal for en juni måned i 11 år.
Læs også: Ser milliardmulighed i Apple
Hussalget i hele landet er tilbage på niveau med før coronapandemien, men zoomer man ind på hussalget i hovedstadsområdet, står det anderledes til.
Antallet af solgte huse banker ned på 214 styk, hvilket er det laveste antal i årets første sommermåned i alle 12 år, hvor Boligsiden.dk har taget pulsen på boligmarkedet.
Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, hæfter sig ved, at boligkøberne går udenom de aller dyreste områder. Dertil fremhæver hun, at handelsaktiviteten angående ejerligheder er faldet drastisk.
»På ejerlejlighedsmarkedet er handelsaktiviteten lav over hele landet, hvilket både skal forklares med de allerede høje kvadratmeterpriser, den stigende rente, der gør det dyrt at låne penge, og udsigten til højere boligskatter fra 2024 som følge af boligskattereformen,« siger hun i en kommentar til tallene.
Men selvom omfanget af bolighandler i nogle tilfælde slår bundrekord, så er der et sted på boligmarkedet, hvor tingene går fremad.
Det gælder boligpriserne, som fortsætter med at have snuden op.
Læs også: Centralbankens vigtigste mand frifundet
Korrigerer man for sæson, så er huspriserne steget med 0,1 pct. i juni, ejerlejlighederne med 0,3 pct. og fritidshusene med 0,5 pct.
Den udvikling overrasker Lise Nytoft Bergmann:
»Boligmarkedet er kommet i modvind som følge af den stigende rente og den høje inflation, men alligevel fortsætter priserne med at stige. Det er overraskende, også selv om vi godt ved, at vendinger på boligmarkedet tager tid,« forklarer hun.
Boligøkonomen hæfter sig dog ved, at boligprisernes himmelflugt har mistet noget af den fart, som den fik under coronapandemien. Der er dog stadig fremgang at spore – også i hovedstadsområdet.
»Boligmarkedet klarer sig simpelthen bedre end forventet på nuværende tidspunkt,« lyder konklusionen.
Læs også: Storbank ser mindre potentiale i Mærsk
Læs også: USAs største bank skuffer på bunden: Aktien dykker
