De bløde, australske støvler, som pryder fødderne af mange danskere, skal nu hedde noget andet end UGG. 

Det skyldes et længerevarende juridisk slagsmål mellem det ikoniske skomærke og det amerikanske skofirma Deckers Outdoor Corporation

Sidstnævnte mener  at have ophavsretten til navnet UGG, skriver den australske nyhedsside News.com

»Vi har lavet australske sko i over 50 år og tre generationer. Vi ejer også navnet i Australien og New Zealand, hvor skoen så dagens lys,« siger Todd Watts, der er ejeren af mærket UGG Since 74.

Fremover vil virksomheden derfor gå under navnet Since 74 i alle andre lande end Australien og New Zealand. 

Den amerikanske virksomhed Deckers Outdoor Cooperation har også et mærke, der hedder UGG. Det blev stiftet fire år efter det australske firma af en 'australsk surfer på den californiske kyst', som det lyder på hjemmesiden.

Amerikanske UGG laver sko, der til forveksling ligner den australske sko.

Det var i Chicago sidste år, at retssagen blev anlagt. I en video på TikTok forklarer Todd Watts, at retssagen gør det svært at sælge skoene med resten af verden.