Der er sat et foreløbigt punktum i den årelange krig mellem tech-milliardæren Elon Musk og den amerikanske børsvagthund, SEC.
Verdens rigeste mand, der står i spidsen for elbilproducenten Tesla, har nemlig indgået et forlig, der indebærer en bøde på 1,5 mio. dollar som afslutning på retssagen om hans kontroversielle overtagelse af det sociale medie Twitter, skriver CNBC.
Sagen handler om de kritiske uger, hvor Musk opkøbte over 5 pct. af Twitters aktier uden at informere markedet – en manøvre, der ifølge SEC lod ham købe op til »kunstige lave priser« på bekostning af andre investorer.
Alex Spiro, der er advokat for Elon Musk, udtaler, at resultatet »frifinder« hans klient og tilføjer:
»Et administrations-selskab har indvilliget i en lille bøde for at være forsinket med én indberetning.«
Forliget afventer fortsat godkendelse fra den dommer, der behandler sagen.
Læs også: Palantir slår forventninger og opjusterer: 'Demonstrerer en styrke, der overgår alle'
Det er ikke første gang, Musk, der er topchef for Tesla og SpaceX, har været i konflikt med SEC. Et tidligere forlig fra 2018 involverede Tesla og Musks forsøg på at privatisere bilproducenten.
Dengang måtte både Musk og Tesla betale 20 mio. dollar i bøder, og Musk måtte midlertidigt fratræde sin rolle som bestyrelsesformand. Efter den aftale har Musk gentagne gange udtalt, at han ikke respekterer SEC.
Udover denne sag blev Musk i marts fundet skyldig af en jury i et separat gruppesøgsmål i Californien for at have vildledt Twitter-investorer i forbindelse med opkøbet.
Musks advokater har dog meddelt, at de vil appellere den dom. Musk omdøbte senere Twitter til X og fusionerede det med sit AI-selskab, xAI, og derefter SpaceX. Hans formue estimeres til omkring 790 mia. dollar.
Læs også: ChemoMetec skruer op for forventningerne: Ændret bogføring giver positiv effekt
Læs også: Amazon-aktien kan stige næsten 20 pct., spår børshus

