Trods rekordhøj omsætning og markant vækst i kølvandet på AI-bølgen sendte investorerne Lam Research-aktien ned med over 5 procent, da selskabets nye forventninger til fremtiden ikke formåede at imponere.

Det var reaktionen på regnskabet fra den amerikanske chipudstyrsproducent, der designer samt producerer specialudstyr, til at laver siliciumskiver (wafers) til halvlederindustrien, skriver Investor's Business Daily.

Selvom tallene overgik forventningerne på Wall Street, var reaktionen på aktiemarkedet hård. 

I handlen efter børsens lukketid faldt Lam Researchs aktie med mere end 7 pct. til 247,08 dollar. Tidligere onsdag var aktien allerede faldet 1 pct. i den ordinære handel, hvor den lukkede i kurs 260,81.

Selve kvartalet, der sluttede den 27. september, bød ellers på solide tal. Lam Research landede en justeret indtjening på 2,20 dollar pr. aktie ud af en omsætning på 8,22 milliarder dollar. Analytikerne havde på forhånd gættet på en indtjening på 2,18 dollar og et salg på 8,14 milliarder dollar.

Sammenlignet med samme periode året før er indtjeningen skudt i vejret med hele 75 procent, mens omsætningen er vokset med 55 pct.

Lam Researchs topchef , Tim Archer, forklarer den store efterspørgsel på kunstig intelligens som en afgørende drivkraft:

»Da AI driver en højere efterspørgsel på halvledere og større kompleksitet i enhederne, hjalp vores fokus på operationel eksekvering Lam med at levere rekordhøj omsætning, overskud og indtjening pr. aktie i september-kvartalet.«

Han tilføjede, at selskabets strategiske investeringer i ny teknologi og produktionskapacitet bærer frugt og styrker evnen til at vokse hurtigere end det øvrige marked for udstyr til waferfremstilling.

Når aktien alligevel dykkede kraftigt, skyldes det selskabets forventninger til det igangværende kvartal, som slutter 27. december.

Her forudser Lam Research en justeret indtjening på 2,33 dollar pr. aktie og et salg på 8,6 milliarder dollar. Tallene er en massiv fremgang i forhold til samme kvartal sidste år, hvor indtjeningen lå på 1,27 dollar pr. aktie og omsætningen på 5,34 mia.  dollar.

Problemet er blot, at prognosen blot rammer det, som analytikerne adspurgt af FactSet allerede havde regnet med: en indtjening på netop 2,33 dollar pr. aktie og en omsætning på 8,57 mia. dollar. 

For investorerne, der havde håbet på en opjustering, var det ikke nok til at holde kursen oppe.

Hvis du gerne vil være klogere på Lam Research og de øvrige chipkæmper som Micron, Intel, Nvidia, TSMC og computerchipsektoren, kan du med fordel læse Chris Millers bog 'Chip War: The Fight for the World's Most Critical Technology'.

Bogen giver et levende indblik i, hvordan små stykker silicium er blevet en af de vigtigste råvarer i verdensøkonomien, og hvordan chipproducenter har formet alt fra den digitale revolution til den moderne geopolitik.

Chris Miller gennemgår udviklingen af nogle af verdens mest kendte selskaber, men stiller også skarpt på de globale forsyningskæder, der gør teknologien både sårbar og strategisk altafgørende.

Centralt i fortællingen står magtkampen mellem USA og Kina, hvor chips er blevet et våben i den teknologiske rivalisering.