Henter kommentarer

Inflationstal får aktier til at falde på stribe


Inflationstallet i verdens største økonomi er eksploderet i april, og det får de største amerikanske tech-virksomheder til at falde på stribe i onsdagens handel.

Det teknologitunge amerikanske Nasdaq-indeks falder mere end 1 pct. og der er blandt andet røde tal hos Apple og Googles moderselskab Alphabet, der begge falder over 1 pct., kort efter handlen på Wall Street er skudt i gang.

It-giganten Microsoft er nede med 1,85 pct. og Facebook falder også 1,68 pct. Elbilproducenten Tesla har snuden nedad med et fald på 0,76 pct.

Rentestigninger og inflation har været de helt store emne blandt verdens investorer de seneste uger, og onsdag kort inden det amerikanske marked åbnede, blev der endeligt sat tal på, hvor meget inflation april bød på.

Hele 4,2 pct. nåede forbrugerpriserne i USA op på i den forgangne måned fra 2,6 pct. i marts. Det er den højeste inflation siden 2008.

»Det er en reminder om, at der med genåbning af økonomien også følger et opadrettet pres på priserne. Men det er også et bevis på, hvor svag prisudviklingen var sidste forår,« skriver chefstrateg i Nykredit Markets, Frederik Egholm, i en kommentar til de spritnye tal, der var langt højere, end ventet.

»Det har i månedsvis været forventet, at forårsmånederne ville vise store stigninger i inflationen. Stigningen i dagens tal er dog en højere end markedet havde forventet. En melding om højere inflation end ventet i april er ikke nogen god melding for et i forvejen relativt inflationsforskrækket marked. Aktierne sætter sig også straks lidt på nyheden,« lyder det fra chefstrategen.

Læs også: Cheføkonom: Hvis inflationen bider sig fast skal renterne op

Læs også: ​Dansk aktie i kraftigt dyk efter hackerangreb i USA