Priserne i USA er steget mere end ventet i april.

Det viser dugfriske inflationstal.

Inflationen lander på 3,8 pct. i april, når man sammenligner med samme måned sidste år. Her havde analytikerne ventet en inflation på 3,7 pct., ifølge tal fra Trading Economics.

Prisstigningerne er ikke set større siden maj 2023.

Stigende priser på benzin og energi presser inflationen i USA i vejret, og det er skidt nyt for dem, der håber på rentenedsættelser - heriblandt den amerikanske præsident Donald Trump.

Sådan lyder vurderingen fra aktiechef Philip Jagd fra Sampension.

De stigende priser gør det svært for den tiltrædende centralbankchef Kevin Warsh at få renten ned i USA.

»Det bliver svært - eller nok umuligt - for Kevin Warsh at overbevise de øvrige medlemmer af centralbankens styringskomité om, at rentesænkninger er vejen frem. Så de amerikanske pengepolitiske renter må ventes at ligge uforandret i en rum tid herfra,« siger Philip Jagd.

Hvis der skal komme en nedsættelse i år, så kræver det, at det amerikanske arbejdsmarked igen viser svaghedstegn, vurderer Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i AL Sydbank.

Den amerikanske centralbank har nemlig to mål. Centralbankens skal sikre en stabil prisudvikling på omkring 2 pct., og samtidig går man efter fuld beskæftigelse.

Kim Blindbæk og AL Sydbank venter fortsat, at der kommer en rentenedsættelse, men der er en risiko for, at det går i vasken.

»Vi anerkender dog risikoen for, at Fed i stedet vælger at holde renten i ro. Usikkerheden er stor, da Fed-direktør Powell har afholdt sit sidste rentemøde. Det næste rentemøde i juni vil være med den nyudnævnte Kevin Warsh for bordenden,« skriver han.

Læs også: Novo Nordisk i nyt studie: Ser mærkbare resultater hos kvinder

Læs også: Investorerne er mere optimistiske end ventet: Tror på snarlig krigsafslutning

Millionærklubben

Det er meget muligt, at de amerikanske tech-aktier for tiden stikker af til helt nye højder, men for investorer, der foretrækker mere hjemlige jagtmarkeder, er der stadig masser af muligheder i de nordiske lande. Det mener i hvert fald dagens to erfarne aktieanalytikere, Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg og Michael West Hybholt fra Regulær Invest. Hør, hvordan de begge skaber gode afkast og få deres bud på interessante investeringsmuligheder i en tid, hvor nyheder og rygter hurtigt får aktieinvestorer til at skifte retning. Vært: Bodil Johanne Gantzel