Godmorgen og velkommen til endnu en børsdag.

Lavere end ventet amerikanske inflationstal tirsdag sendte de amerikanske aktier i grønt. Den gode stemning har spredt sig til Asien onsdag morgen, hvor aktierne bliver mere værd. 

USA har genoptaget sin blokade af det vigtige Hormuzstræde, skriver Bloomberg News. Det sker dog uden den omtalte 20 pct. afgift på alle skibe, som Trump tidligere har varslet. Afgiften er blevet afblæst efter kritik fra amerikanske allierede i området.

I dag er det også værd at bemærke, at der kommer regnskaber fra det hollandske chipselskab ASML, den amerikanske storbank Morgan Stanley og den amerikanske medicinalkæmpe Johnson & Johnson.

Vi starter den finansielle overflyvning i Asien, hvor børshandlen er i gang lige nu.

Investorer sender de japanske aktier op onsdag morgen. Det afspejler sig i Nikkei-indekset, der stiger med 1 pct.

De kinesiske aktier bliver også sendt op, så Hang Seng-indekset, der hører til i Hong Kong, går frem med 1,6 pct.

Europæiske aktier står til at falde i onsdagens handel ifølge futures for det europæiske Euro Stoxx 50-indeks, der lige nu peger ned med 0,2 pct.

Amerikanske aktier ventes at åbne med fremgang, når børshandlen senere i eftermiddag dansk tid går i gang.

S&P 500-indekset indikeres at åbne med en stigning på 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset står til at gå frem med 0,7 pct. Futures for Dow Jones-indekset indikeres at åbne fladt.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der er steget en smule siden tirsdag morgen.

Prisen på en tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 80 dollar, mens prisen på en tønde Brent-olie koster 85,8 dollar.

Guldet handles til en pris på 4.032 dollar pr. ounce. Siden årsskiftet er guldprisen dermed nede med 6,7 pct.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er steget med 3,5 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 64.730 dollar.

Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.