Investeringsbanken Morgan Stanley fremhæver ehandelsmastodonten Alibaba som sit foretrukne valg blandt kinesiske teknologiselskaber.
Storbanken anbefaler investorer at have ekstra mange Alibaba-aktier i porteføljen. Banken har med andre ord en overvægts-anbefaling, skriver finansmediet Seeking Alpha på baggrund af en ny analyse.
Ifølge banken har Alibaba potentiale til at blive en global vinder inden for kunstig intelligens. Analytikerne peger på selskabets kontrol over hele værdikæden – fra egne chips og cloud-infrastruktur til modeller og applikationer.
Samtidig fastholder Morgan Stanley anbefalingen 'overvægt' på Tencent. For Baidu gentages anbefalingen ligevægt, da AI ifølge banken kan indebære større risici for selskabets kerneforretning inden for søgning.
