Henter kommentarer

Investeringschef: Derfor er jeg ikke bekymret for markedet


Der er grund til at være aktieoptimist på lidt længere sigt.

Det vurderer chef for den nordiske investeringsstrategi i Quintet Private Bank, Henrik Drusebjerg i tirsdagens udgave af Millionærklubben. Han er tryg ved markedssituationen på længere sigt og synes med egne ord ikke, at verden ser så »bekymrende ud.« Det er på trods af kraftigt stigende priser på diverse varer, udviklingen på særligt energiområdet samt vedvarende coronasmitte.

Henrik Drusebjerg minder imidlertid om, at regeringer via finanspolitikken og centralbankerne med pengepolitikken har kastet sig ind i kampen for at redde økonomierne i sådan en grad, som man aldrig har set før.

»Alt efter, hvordan man regner det, så vil verden over 16-18 måneder få en kapitalmæssig vitaminmæssig indsprøjtning på 40-50.000 mia. nye dollar. Der er stillet kapital, offentlige hjælpepakker osv. til rådighed som aldrig før. Derfor tror jeg, at vi kan blive ved ret lang tid endnu,« udtaler han i podcasten.

Han fremhæver i den forbindelse to forandringer – en i Europa og en i USA – der understøtter de positive udsigter.

»Den ene er, at den amerikanske centralbank har ændret politik og nu er villig til at acceptere inflation på over 2 pct,« udtaler han.

Den anden ændring er, at gældspørgsmålet ikke har været et omdrejningspunkt i samme omfang i Europa som det har været tidligere, mener han. Dermed har politikerne i EU – for en periode – fået nærmest carte blanche til at bruge finanspolitikken langt, langt ud over de sædvanlige konvergenskrav som gælder for EU, vurderer han.

»Det er to signifikante forandringer, der gør, at jeg tror, at det her kan køre noget længere,« udtaler han.

Det kan du høre mere om i tirsdagens udgave af Millionærklubben.