Det største fald i år – det var hvad, de danske aktier oplevede i går, tirsdag, hvis man tager udgangspunkt i eliteindekset herhjemme, C25.
Men i dag åbner selvsamme indeks i grønt. Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom hos handelsplatformen Nordnet, Per Hansen, i en kommentar fra morgenstunden.
»De danske aktier åbner i grønt. Det skyldes af USA indeks trods alt ”landede på benene”; en forventet positiv aktieåbning i USA, og at udvalgte aktier fik sig en hård medfart i går + måske også en lille smule glæde over at ECB sænker endnu en gang i morgen torsdag med yderligere 0,25,« lyder det helt præcis fra Per Hansen.
Han kalder gårsdagens handelsdag for »vild.« Aktierne faldt da også markant over en bred kam.
»Nasdag var både nede med 2 pct.; oppe med mere end 1 pct.; i plus kort før lukketid og endte alligevel abrupt ned,« skriver han og tilføjer:
»Det fortæller helt klart historien om sindelaget hos investorerne: De investerer på en dags sigt; måske endda på timebasis.«
Investorernes nervøsitet tirsdag hang sammen med de nyindførte toldsatser mod Canada og Mexico fra USA, der lyder på 25 pct. Per Hansen hæfter sig dog ved, at Donald Trump sandsynligvis vil annoncere et kompromis med de to lande onsdag, som altså kan nedskalere tolden.
Det skriver mediet CNBC på baggrund af udtalelser fra den amerikanske handelsminister Howard Lutnick.
Per Hansen ser flere grunde til, at det kan være en mulighed, blandt andet, at trods Trumps udtalelser er impulsive, findes der fornuftige personer i hans administration.
»Måske og kun måske kan Trump indse, at told bliver mødt med modtold, som ikke fører nogen vegne,« skriver Per Hansen blandt andet og tilføjer:
»Måske har faldende og ekstremt svingende USA aktiekurser alligevel en indflydelse.«

