Det danske containerrederi A. P. Møller - Mærsk kunne mandag aften forkæle investorerne med en positiv melding i form af opjusterede forventninger til året

Det kan få betydning for aktiekursen tirsdag, selvom det er »et godt spørgsmål i hvor stort et omfang den positive præcisering får lov til at slå igennem i aktiekursen«. 

Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, der påpeger at fremtiden for Mærsk stadig er usikker og udfordret: 

»Havde det ikke været for meget afdæmpede indtjeningsforventninger for 2025, ville opjusteringen kunne give en ret stor kursstigning,« skriver han i en kommentar. 

Læs også: Shorternes angreb på stort dansk selskab når nye højder: 'Det er en meget billig aktie'

I det kommende år er der nemlig »mange ubekendte« for A. P. Møller - Mærsk, påpeger Per Hansen. Det handler blandt andet om, at der kommer flere skibe på havene, og at der måske kan komme ro på situationen i Mellemøsten. Konflikten her, har nemlig påvirket fragtraterne og det er blandt andet også noget af det, som Mærsk fremhæver som årsag til mandagens opjustering. 

En mindre ufredelig situation i Mellemøsten kan dermed få betydning for Mærsks evne til at tjene penge, påpeger Per Hansen: 

»Det vil have en betydning for raterne og dermed indtjeningen og aktiekursen.« 

Mærsk-aktien har indtil videre haft det hårdt i 2024, hvor den er faldet med 12,6 pct. Mandag var der dog fremgang til selskabet på børsen, da aktien gik frem med 1 pct.