»Det er uventet og en kæmpe skuffelse.«
Sådan lyder reaktionen fra Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg hos Saxo Bank, efter den danske medicinalkæmpe har fremlagt skuffende resultater for Evoke-studierne.
Forsøgene har testet semaglutid, der er det aktive stof i supersællerterne Wegovy og Ozempic, og dets effekt på patienter med mild alzheimers.
Et positivt resultat kunne have været et springbræt for at få lægemidlet ud på markedet.
Disse er blevet beskrevet som en lottokupon, fordi der var lav sandsynlighed for et positivt resultat. Til gengæld ville nyheden om et positivt resultat kunne sende kursen i vejret.
Oskar Barner Bernhardtsen peger på, at Novo Nordisk går glip af et markant marked, som kunne være en stor væksthistorie i fremtiden.
Ærkerivalen som investorerne ofte sammenligner den danske medicinalkæmpe med, Eli Lilly, har selv et produkt mod alzheimers på markedet.
»Nu må man se, hvad der sker,« lyder det fra investeringsstrategen.
Investorerne hungrer efter positive nyheder fra den danske medicinalkæmpe, og nu ser man frem mod lanceringen af Wegovy-pillen.
Selvom Novo Nordisk-aktien falder markant, så skal man passe på med at kaste sig over aktien, lyder rådet fra strategen.
Man vil gerne have en positiv nyhedsstrøm, før man for alvor kaster sig ind i aktien, ellers kan man risikere at få dyre lærepenge.
Novo Nordisk-aktien dykker i skrivende stund med op til 10 pct., og aktien er nede med over 70 pct. siden toppen i sommeren 2024.
Læs også: Nye tal: Kvinder er særligt gode til at udnytte skattefidus
Læs også: Handelsplatform lancerer aktiesparekonto til mindreårige

