Forvirringen er næsten total.
Sådan lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg hos Saxo Bank.
Aktierne steg nemlig kraftigt efter den amerikanske præsident, Donald Trump, ved 12-tiden meldte ud, at der har været gode samtaler mellem Iran og USA.
- Kort efter er det dog, endnu mere overraskende, fra iranske kilder kommet frem, at der ingen forhandlinger er, lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen.
Derfor kan man ifølge ham lige nu ikke vide sig sikker på, om der reelt er en deeskalering af konflikten lige nu eller ej.
Han hæfter sig også ved, at særligt sektorer inden for rejser, banker og diskretionært forbrug har trukket de store indeks op i Europa.
Det betyder ifølge ham, at '”investeringsdrejebogen” til konflikten stadig fungerer'.
- Tror man som investor derfor, at krigen er slut og usikkerheden igen forsvinder fra aktiemarkedet, kan det give mening at se nærmere på diskretionære forbrugsaktier, med andre ord de forbrugsgoder, der godt kan spares væk fra en husholdning, samt bank- og rejseaktier, siger han og tilføjer:
- Tror man omvendt på, at Iran ikke er enig i en deeskalering og at konflikten fra amerikansk side endnu engang optrappes i de kommende dage, kan det give mening at bruge dagens kursstigninger til at rotere ind i sektorer som energi samt aktier der relaterer sig til det stabile forbrug, det man så vidt muligt ikke spare væk i husholdningen i tilfælde af en økonomisk krise

