Investeringsstrateg om rødglødende tema: Som investor skal man være varsom


Kunstig intelligens har fået flere amerikanske teknologikæmper til at investere massivt i infrastrukturen bag, men stopper festen, så kan det resultere i store kursfald.
Sådan lyder vurderingen fra investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen fra Saxo Bank.
Stigende omkostninger til mikrochips kan potentielt ændre narrativet omkring kunstig intelligens, hvis det tager fokus væk fra det langsigtede potentiale.
»Som investor skal man derfor være varsom, før man hopper på investeringsbølgen inden for mikrochips. Afkastet har været fantastisk i 2026, men når regningen for de eksplosivt stigende mikrochippriser skal betales, kan det i sidste ende betyde, at investeringsnarrativet ændres fra udelukkende at være fokuseret på mulighederne ved AI til 'hvem skal betale regningen?',« skriver han i en kommentar.
Store pengestrømme ind i chipaktier kan også betyde, at der kan ske meget store kursudsving.
»Det skal man som investor være beredt på, hvis man overvejer at eksponere sig yderligere mod AI og især mikrochiprelaterede aktier, ETF’er og fonde,« uddyber investeringsstrategen.
Læs også: Analysehus ændrer syn på stor dansk aktie
Læs også: Flere danske investorer er åbne for at investere i atomvåben