Henter kommentarer

Investor bekymrer sig for dansk folkeaktie: 'Det er det rene gift'


Den danske energikæmpe Ørsted er i problemer, men selvom aktien har fået en snert af modvind, så er tiden ikke inde til at købe op endnu.

Det mener i hvert fald Helge Larsen, der er garvet investor og redaktør på Proinvestor.

»Der er ingen grund til som investor at gå ind i den her case (Ørsted, red.) lige nu. Det kan godt være, man ikke kommer med helt fra bunden af, hvis man ikke går med nu, men hvorfor ikke vente et par kvartaler mere,« mener Helge Larsen.

Energikæmpens aktiekurs er ellers kommet ned i et lavere prisleje, da aktien blev halveret mellem slutningen af august og november. Den seneste måned har Ørsted genfundet balancen en anelse og er steget 20 pct.

Hør hele afsnittet med Helge Larsen her:

Den garvede investor pointerer, at man endnu ikke ved, om der er »ordentligt ryddet op i selskabet«, og derfor ville han selv personligt vente med at købe aktier i den danske energikæmpe.

Ørsted har ellers forsøgt at rydde op i butikken og nedskrevet projekter for 28,4 mia. kr. i de første ni måneder af 2023, ligesom selskabet har fyret to højtstående direktører og skrinlagt to amerikanske projekter ud for New Jerseys kyst i USA. 

Helge Larsen bemærker, at han »har været meget bekymret« for Ørsted-aktien, fordi den grønne omstilling ikke er gået hurtigt nok. Derudover har selskaber som Ørsted haft problemer med inflation og det faktum, at stater har opkrævet afgifter, når der er endelig er blevet lavet grøn energi.

Men det, der for alvor har givet Ørsted hug, er de stigende renter.

»Renterne – det dræber jo projektudviklende selskaber. Der er meget, meget voldsomt, når du baserer tingene på at låne noget udefra,« siger Helge Larsen og fortsætter:

»Det er det rene gift.«

Renterne er gået fra at være omkring 0 til at ligge markant højere de seneste to års tid. Stigningen har manifesteret sig i aktiekurserne på selskaber, som bærer rundt på meget gæld. Og den byrde har især selskaber, der – ligesom Ørsted – stabler enorme projekter såsom havvindmølleparker på benene.

Ørsted har forsøgt at genforhandle priserne på nogle af deres projekter uden held. Til gengæld kom det frem mandag, at Den Europæiske Investeringsbank, EIB, vil låne Ørsted 400 mio. euro svarende til knap 3 mia. danske kr.

Den danske stat ejer godt halvdelen af aktierne i Ørsted.

Læs også: New York starter hurtig udbudsrunde for havvind – og inviterer Ørsted med igen

Læs også: Ørsted tager endelig investeringsbeslutning om solcellepark