Hvilke aktier kan klare det godt i 2026? 

Det har investor og selvstændig aktiestrateg Michelle Nørgaard tre bud på. En af aktierne er en dansk kæmpe, som ifølge investoren rummer på et 'ganske fornuftigt' potentiale.

DSV
Den første aktie, som Michelle Nørgaard peger på, er transportkæmpen DSV

DSV-aktien har haft et afdæmpet 2025, hvor kursudviklingen har været relativt flad, men selskabet har vist en fornuftig modstandsdygtighed i et svært marked mod slutningen af året, påpeger investoren. 

Derudover kan investorerne i det kommende år se frem til, at integrationen af den tyske kæmpe DB Schenker skrider frem, efter DSV i april lukkede den 106 mia. kr. store handel. I øjeblikket virker det til, at integrationen forløber som planmæssigt - og at den måske endda kan overraske positivt, vurderer Michelle Nørgaard: 

»Når vi kigger på historikken har DSV bare vist, at de er dygtige til at absorbere og integrere de her virksomheder,« siger hun og fortsætter: 

»Vi kender også DSV som relativt konservative når det kommer til guidance. De vil hellere sætte barren for lavt når det kommer til at hente synergi-effekter. Så der kunne formentlig godt ligge en opjustering i ærmet når vi kigger ind i 2026.« 

DSV forventer i øjeblikket af integrationen af DB Schenker vil bidrage med synergieffekter for 9 mia. kr. årligt i 2028 - og at man har hentet 70 pct. af synergieffekterne ved udgangen af 2026. 

Vestas
Den anden aktie som Michelle Nørgaard fremhæver er vindmøllekæmpen Vestas

Vestas-aktien har været i topform i 2025 - særligt efter regnskabet for tredje kvartal, der viste en pæn marginfremgang. 

Kombineret med et lovende aktivitetsniveau for de kommende år, med positiv ordreindgang i Canada og USA på særligt de landbaserede møller, er der også udsigt til pæne takter fra Vestas-aktien i 2026, lyder det. 

»Der er en overraskende stærk lønsomhed, og når vi kigger ind i 2026, så lover det godt for indtjeningskvaliteten. Volumen bør blive forbedret og serviceforretningen ser mere interessant ud,« siger Michelle Nørgaard og fortsætter: 

»Jeg tror, man kigger ind i en pæn margin-fremgang over de kommende år. Og hvis det holder, så er der en ganske fornuftig upside (potentiale, red.) i aktien.«

I tredje kvartal af 2025 leverede Vestas en EBIT-margin på 7,8 pct. Selskabet har en langsigtet målsætning om at få EBIT-marginen op på 10 pct. eller højere. 

Vestas-aktien er steget med hele 71 pct. i år indtil videre. 

Crowdstrike
Den trejde og sidste aktie som Michelle Nørgaard fremhæver som interessant i 2026, er den amerikanske aktie Crowdstrike

Crowdstrike er et cybersikkerhedsselskab, der har specialiseret sig i at beskytte virksomheder ved hjælp af cloud- og AI-løsninger. 

Crowdstrike-aktien har været under pres den seneste måned, hvor den er nede med 11 pct., men selskabet er alligevel oppe med 37 pct. i år indtil videre. 

Michelle Nørgaard vurderer, at den seneste tids svaghed i aktiekursen kan fordufte i 2026, da cybersikkerhed vil være et tema, som vil være aktuelt i årene fremad. 

»Cybersikkerhed er en langsigtet megatrend og der kommer kun til at være større efterspørgsel i årene fremover,« siger Michelle Nørgaard og fortsætter: 

»Crowdstrike kan blive rigtig rigtig interessant.«

Det er ikke kun Michelle Nørgaard, der ser potentiale i Crowdstrike

Ifølge data fra finanstjenesten Bloomberg er der 56 analytikere og finanshuse, der følger selskabet og ud af dem har 34 en positiv 'køb'-anbefaling. 20 analytikere anbefaler hverken at købe eller sælge lige nu, mens kun to finanshuse anbefaler investorerne at sælge. 

Det gennemsnitlige kursmål blandt analytikerne lyder på 553 dollar, hvilket indikerer en potentiel kursstigning på knap 18 pct. fra onsdagens lukkekurs. 

Millionærklubben

Det danske aktiemarked er i krise. Sådan synes det i hvert fald i disse dage, hvor der er flere kedelige historier om afnoteringer og markante kursnedture, end positive fortællinger om fremadstormende børsselskaber, der skaber vækst i samfundet og værdi for aktionærerne. Spørgsmålet er, om der er perspektiver og nuancer på den fortælling, der også er værd at fremhæve? Det spørger Millionærklubben om denne torsdag, hvor vi forsøger at tage temperaturen på nogle af de mindre danske selskaber, og diskuterer hvad der skal til, for at få flere børsnoterede solstrålehistorier frem på børsen. Derudover kigger vi også frem mod en hæsblæsende makrodag med flere rentemøder og inflationstal fra USA. Dagens panel består af  investor og selvstændig strateg Michelle Nørgaard, Mark Christoffer Jessen, der er porteføljemanager hos ATP med fokus på danske aktier og Niels Granholm-Leth, der er aktieanalysechef hos DNB Carnegie. Vært: Adam Geil