Henter kommentarer

Investor om slagtet C25-aktie: »De har fået styr på butikken«


»Det ser jo godt ud. De har fået styr på butikken.«

Sådan lyder det fra Lars Persson, der er teknisk analytiker, investor og fast porteføljeforvalter i Millionærklubben, om lydgiganten GN Store Nord i fredagens afsnit af Euroinvestors podcast ved samme navn. 

GN Store Nord, som laver høreapparater og høretelefoner, har de seneste år været hårdt spændt for af en stor gæld fra købet af spiludstyrproducenten SteelSeries. 

Det har også sat sig på aktiekursen, der over de seneste 3 år er faldet med 63 pct. 

Lars Persson forklarer, at GN har fået ryddet op i selskabet: 

»De har fået barberet lidt af gælden ved at lave en emission og lavet et leaseback af hovedkontoret.«

Med leaseback henviser han til, at de har solgt deres hovedkontor, og derefter lejet sig ind i de samme lokaler. 

Læs også: Nordnet: Det kan forklare det, der sker med Novo-aktien

Alt de oprydningsarbejde afspejles også nu i aktien, påpeger Lars Persson:

»Aktionærerne er glade igen og er begyndt at købe sig ind i aktie.«

Og den glæde kunne mærkes torsdag, hvor GN-aktien steg med 9,7 pct. Fredag falder aktien dog små 1 pct. tilbage og ligger i skrivende stund i kurs 176 kr. 

»Nu skal vi igennem kurs 200, og så kan vi jo gå og drømme om, at den skal op i kurs 250, hvis vi spænder buen uden at spænde den alt for meget,« siger den tekniske analytiker og tilføjer:

»De har jo en fin høreapparatsforretning, og høretelefoner kører nogenlunde. Så jeg synes det ser lyst ud – eller lysere ud – end det gjorde i både 2022 og 2023.«

GN-aktien er oppe med 10,3 pct. siden årets start.

Læs også: Få styr på skatten inden nytår: Her er tjeklisten

Læs også: Investor mener stort dansk selskab »på nuværende tidspunkt er lidt udefinerbar som investeringscase«