I februar så den professionelle investor Nils Thygesen stadig muligheder i Ørsted, selvom han advarede om usikkerheder. 

Siden er optimismen forsvundet, og nu afviser Nils Thygesen, der står i spidsen for den danske kapitalforvalter Thygesen Capital, at købe aktier i den danske energikæmpe, der lige nu forsøger at indsamle penge til sin forretning, skriver Børsen.

»For mig at se er det bare at smide gode penge efter dårlige. Risikoen er for stor og forretningen er så usikker, at det næsten er på niveau med spekulation. Da jeg kun har en lille position, er jeg ikke en af dem, der sidder og nærlæser prospektet. Så vil jeg hellere bruge min tid på nogle selskaber, som jeg rent faktisk tror på, siger han til avisen.

Nils Thygesen fokuserer ellers på globale kvalitetsaktier med en forudsigelig indtjening, og det troede han også, at han fandt i Ørsted, da han for nogle år siden købte aktier i selskabet, der er kendt for at bygge havvindmølle-parker. 

Men Ørsted er blevet ramt af politisk modvind, der har gjort, at havvindmølleforretningen ikke har udviklet sig som håbet. Det har tvunget Ørsted til at bede investorer om penge til at fortsætte sin forretning. 

Onsdag kan du købe nye Ørsted-aktier, når selskabet skydes sit enorme aktiesalg på 60 mia. kr. i gang. Tilbuddet sker til den historisk lave kurs 66,6 kr. – hele 65 pct. under den nuværende markedspris.