Vestas-aktien fik tæsk i gårsdagens handel, hvor aktien blev sendt ned med knap 11 pct. efter selskabet fra morgenstunden kunne fortælle, at finansdirektør Martin Smith er fortid i Vestas ved udgangen af året.

Det er netop direktør-exitet, der skaber usikkerhed i vindmølleselskabet, lyder det i Børsen fra investor Michael West Hybholt fra Regulær Invest.

»Det giver anledning til bekymring, når finansdirektøren pludseligt stopper ud af det blå og uden begrundelse. Man kan ikke lade være med at tænke på, om de nu også kan levere på fjerde kvartal,« siger han til mediet.

I finansmediet Bloomberg er finansdirektørens afgang blevet kaldt for »relativt abrupt« af RBC-analytikeren Colin Moody, som mener, at det ikke gør noget godt for tilliden til selskabet.

Hans Martin Smith har siddet med finanserne i Vestas siden marts 2022, men har været hos selskabet i mere end 20 år. 

Vestas har indledt jagten på en ny finansdirektør. Senior Vice President Rasmus Gram vil varetage opgaaven midlertidigt, indtil en permanent afløser er fundet.

Vestas-aktien er nede med mere end 54 pct. siden årrskiftet.