Henter kommentarer

Investor peger på svenske aktievindere: Her ville han placere 100.000 kr.


I hvilken svensk aktie vil du placere 100.000 kr. lige nu? 

Det spørgsmål fik Lars Persson i tirsdagens afsnit af Euroinvestors podcast, Millionærklubben. Her kommer han med to bud på stabile, svenske aktier, som han ville købe, hvis han havde 100.000 kr. 

Den tekniske analytiker peger på de to svenske selskaber: Plastikproducenten Nolato og konglomeratet ABB.

»En af de helt gamle travere, som man kan tage frem, er ABB, der bare kører stille og roligt opad,« siger han og påpeger, at aktien har været opadgående de sidste 2,5 år. Siden starten af 2024 er aktien steget med 27 pct.

Læs også: Porteføljeforvalter jagter oversete aktieperler her: Belønningen kan være stor

Investoren understreger, at selskabet har »en rigtig god palette« af aktiviteter. Selskabet laver blandt andet robotter, og har produktion inden for kraftværker, ligesom de er eksponeret mod elektrificering af vores samfund.

Derfor peger Lars Persson på, at svenske ABB er en god mulighed, »hvis man skal have noget rigtig kedeligt, der ikke løber for stærkt.«

Analytikernes syn på ABB er dog lidt mere lunkent. Ifølge data fra Bloomberg følger 33 analytikere aktien, hvor 12 har en køb-anbefaling på aktien, mens 18 analytikere har en hold-anbefaling. Kun 3 analytikere har til gengæld en sælg-anbefaling.

Læs også: Nyt middel fra Novo Nordisk med »overlegen« resultat

Et andet bud på en svensk aktievinder fra Lars Persson er plastikproducenten Nolato. Han peger på, at selskabet minder lidt om det danske selskab SP Group, der laver en lang række plastikdimser. 

Nolato har lige fået en stor ordre fra Novo Nordisk på disse plastikpenne, som bruges til at tage en del af Novos medicin med. 

»Nolato har været banket tilbage og har ligget og handlet vandret i 1,5 år. Aktien ser interessant ud og har fået medvind ved det seneste regnskab,« påpeger Lars Persson. Siden årets start er Nolato-aktien steget med over 15 pct.

Ifølge data fra Bloomberg er der fire analytikere, der dækker Nolato-aktien, hvoraf 3 af dem har en køb-anbefaling, mens den sidste har en hold-anbefaling. 

Du kan høre hele tirsdagens afsnit af Millionærklubben her: